En af bekvemmelighederne ved moderne computerspil er, at man kan vove pelsen uden rigtig at frygte for resultatet. Skulle det gå galt, og game over-skærmen tone frem på skærmen, kan man jo altid prøve igen. Det seneste save game er som regel kun få minutter gammelt, så omkostningerne ved at sætte alt på ét bræt, er relativt små.Men sådan er franske Ubisofts skrækspil Zombi ikke. Her er der reel konsekvens, hvis først de levende døde sætter tænderne i dig. Så er det slut, prut, finale. Og så alligevel ikke. En ny overlever må trække i arbejdstøjet og forsøge at overleve dommedag.
Senere års computerspil er blevet sværere igen. Spiludviklerne er, som i gamle dage, begyndt at eksperimentere med permanent død, hvor spilleren altså må starte helt forfra, hvis de fejler, og ikke bare kan genindlæse et gemt spil.
Det lyder måske frustrerende, men det kan, som i Zombi, implementeres elegant og bidrage positivt til helhedsindtrykket. At man konstant skal være på vagt over for den næste trussel, fordi man ved, at hvert et øjeblik kan blive ens sidste, sætter den helt rigtige stemning af angst, nervøsitet og paranoia, som man forestiller sig, det må være at leve under dommedag.
Konceptet støttes godt op af spillets forskellige mekanikker, der forsøger at imitere virkelighedens vilkår. Du kan ikke sætte Zombi på pause, og skal du eksempelvis lede efter bandager i din rygsæk, fjerner spillet fokus fra omgivelserne, så du ikke rigtig kan se, hvad der foregår, mens du leder.
Spiller man på Nintendos Wii U, foregår al udstyrshåndtering på den særskilte controller, der også fungerer som lommelygte, termografisk scanner med mere. Det giver klart den mest autentiske Zombi-oplevelse, men spillet fungerer også fint på de øvrige platforme.
Håndpistoler og ammunition er mestendels et fremmedord i Zombi, og i stedet må man ty til diverse stumpe våben for at overkomme de omvandrende kadavere. Støder man på flere af gangen, er det bedst at stikke halen mellem benene, hvis da ikke man vil risikere at ende som zombie-føde. Det er ikke som i Left 4 Dead eller senest Dying Light, hvor man på et sekund har skudt dusinvis af fjender i stumper og stykker.
Realismen er generelt høj i Zombi sammenlignet med andre populære spil på markedet. Understøttet af grumset grafik og imponerende lyddesign er det svært ikke at væmmes, når man moser et råddent kranie under sit boldtræ eller hører dem traske hvileløst rundt i gader og stræder. Ja, Zombi er lidt, som man forestiller sig, det må være at spille hovedrollen i en episode af The Walking Dead, altså tv-serien.
Men hvad sker der så, hvis uheldet er ude og et kadaver får sat tænderne i dig? Som sagt lever man kun én gang i Zombi, forstået således, at hvis man dør, er det game over. Den person, du spillede, kommer aldrig til at leve igen. Jo, som zombie, men det er næppe et liv værd at tale om.
I stedet får du så lov at starte op som en ny overlever, der, akkurat som forgængeren, må søge omgivelserne tynde efter proviant, våben, ammunition, der kan holde en i live, indtil hjælpen (måske) kommer.
Du har selvfølgelig den fordel, at du som spiller nu kender banerne, alle faldgruberne samt de gode gemmesteder, og dermed har bedre chance for at nå længere end det seneste levende billede. Alt, hvad dine forgængere har gjort i verden, forbliver også i effekt til den nye overlever, så smutveje eller våbendepoter, du har samlet sammen, består og øger dine odds betragteligt.
På den måde opstår der, helt automatisk, fremgang i Zombi, og selvom hver overlever skal starte fra bunden, sikrer din meta-forståelse af spillets verden og de ting, du har gjort i den, at man langsomt, men sikkert kommer længere og længere.
Og hvem ved, på et tidspunkt, hvis du er dygtig nok, hedder det ikke game over længere, men tillykke, du overlevede dommedag.
Karakter: 4/6
Læs også: [b]Anmeldelse: Arkham Knight lader dig lege Batman for en aften[/b]