Tilbage i begyndelsen af halvfemserne, mens resten af verden havde travlt med at jogge rundt i cyklamenfarvede træningsdragter med disc-man'en suret solidt fast til mavetasken, gik peg-og-klik-spillene sin sejrsgang i de små hjem.
I modsætning til nutidens hungren efter højoktane actionbrag, var det eventyrlysten og fortællingen, der var omdrejningspunktet i 2D-spillene, der ofte krydrede gådeløsning med finurlige og humoristiske inputs.
Det oprindelige King's Quest fra 1983 blev med sin kombination af skæve fantasy-humor og sjove karakter-galleri en så stor succes, at det kastede hele syv efterfølgere af sig.
Nu prøver udvikleren, Sierra, med et solidt skud botox og en ny fortælling at hive den gamle cirkuskrikke frem i manegen igen, i håbet om, at magien ikke sidder fast i en Windows 95-maskine et sted tilbage før årtusindeskiftet.
Genfortalt af den gråskæggede og sengeliggende hovedperson Graham til sit barnebarn, udfolder fortællingen sig om hans rejse fra en akavet teenager med ridder-drømme til at være konge over det fortryllede land Daventry.
Du skal løse gåder
Her skal den aspirerende ridderling besejre en drage og vinde sin titel ved at konkurrere i kongerigets ridder-lege. Da den spirende Graham ikke er udstyret med hverken bugnende overarme eller prangende mandsmod, må han i stedet klare sig med opfindsomhed og snilde.
King's Quest er da heller ikke en konkurrence om at være tjep på tasterne, men i stedet en lang række mere eller mindre obskure gåder, der skal løses.
Mens du traver rundt i det magiske rige, finder du hurtigt ud af, at vejen til ridderlighed ikke er spækket med kaviar og glædespiger, men i stedet en masse bizarre karakterer, der har det fællestræk, at de mangler et par ting og en stik-i-rend-dreng til at hente dem.
Manuskript-forfatterne har fået lov til at skrive på fuldstændig slap line, og jeg sad mange gange med et skævt smil på læben. Det var dog ikke fordi, at mine mavemuskler var ømme af krampelatter, og det føles ofte som, at spillet prøver lidt for meget på at være morsomt, specielt hvad angår ordjokes.
Allerede ganske tidligt i spillet illustreres det fint, da Graham skal fælde et træ, og det lykkes ikke bare at få en eller to, men træ ordspil hukket ud af et par knastørre, men velslebne sætninger. Du går næsten i spåner.
Hvad gør vi nu?
I modsætning til nutidens spil-trend, hvor du bliver holdt i hånden og ledt på vej mod dit mål, har du i Daventry ikke altid en idé om, hvad du skal foretage dig for at komme videre.
Fra tid til anden ender du med at løbe rundt og prøve at prakke en gammel skovl i hånden på alle i håbet om, at netop dét vil føre dig fremad i fortællingen.
Vi er ikke helt ude i de berygtede peg-og-klik MacGyver-scenarier, hvor du skal kombinere sejlgarn, en pind og en ualmindeligt sej frankfurter for at lave en improviseret kænguru-stylte, men det er ikke altid indlysende.
Det bliver heller ikke mere spiseligt af, at du ikke har muligheden for at skippe mellemsekvenser og det er utrolig svært at skelne, hvad din karakter undersøger.
Jeg er flere gange, som en benløs kylling, gledet halvejs ned af kontorstolen i afmagt, når jeg efter at have hamret på space for at komme videre i en samtale, er blevet fanget i et uendeligt loop.
Det helt store spørgsmål er selvfølgelig om King's Quest stadig er relevant set med moderne øjne. For mit vedkommende tøffer det nok lige lovlig langsomt afsted i indersporet, men hvis du er typen, der elsker at sidde lunt i din slåbrok med korslagte ben og en lun chai-the ved din side, kunne det meget vel være dig.
Læs også: Anmeldelse: Arkham Knight lader dig lege Batman for en aften