En af de mange nyheder ved Windows 10 er Microsofts nyeste version af DirectX, DirectX 12.
En opgradering fra 11 til 12, som skal give alle os gamere en langt bedre framerate, væsentligt lavere strømforbrug og voldsomt bedre ydeevne på AMD-hardware.
Hvad er DirectX 12 så? Hvor får du fat i softwaren, og hvorfor kan den gøre så stor en forskel på din computer og for dine spil - selv på gammel hardware? Det kigger vi på her.
DirectX 12 vil kun være at finde i Windows 10, så skal du nyde fordele af den nye API, så må du opdatere. Det kan du heldigvis gratis fra Windows 7 eller 8. Du kan læse vores anmeldelse af Windows 10 her.
Hvad er DirectX 12?
Først og fremmest er DirectX 12 den nyeste version af Microsofts "application programming Interface", også kaldet API, som håndterer visuelle opgaver i Windows-baserede systemer.
For os mere dødelige, så giver DirectX 12 mulighed for at udnytte en processor bedre.
Ligeledes vil DirectX 12 også betyde mindre overophedning af din GPU (grafikkortet), hvilket betyder, at grafikkortet kan yde mere.
Resultatet er bedre spiloplevelser på pc'en - hvis altså udviklerne drager nytte af DirectX 12.
Gamere, som har oplevet hoppet mellem tidligere DirectX-versioner, kan måske huske effekten.
Bland posen og grafikkortene
DirectX 12 kommer med en rigtig smart feature, som betyder, at du nu kan blande grafikkort imellem forskellige producenter.
Førhen har du kun kunnet have to grafikkort fra samme producent - for eksempel Nvidia, men nu kan du altså sætte et AMD-kort ved siden af.
Softwaren skal aktivt bruge funktionen, men spil som Civilization: Beyond Earth bruger allerede noget lignende via AMD's Mantle API, som langt hen ad vejen er det samme.
Dette er klart en af de største nyheder ved DirectX 12, og det kan vise sig at være en stor gamebreaker. For mens du også kan blande grafikkort, så kan du også udnytte både den grafiske chip i mange af Intels CPU'er sammen med en dedikeret GPU.
Læs også: 10 ting du skal gøre, når du har installeret Windows 10
Jamen vil vi kunne se en effekt?
Alt tyder på, at du ikke bare vil kunne se en effekt, men at effekten bliver stor - også selvom du ikke udskifter din hardware.
I hvert fald fortæller Microsoft, at to ud af tre gamere vil mærke en forskel med deres eksisterende hardware. Altså så længe, at de opdaterer til Windows 10.
PCworld.com har udført en test med DirectX 12, og det potentielle hop er voldsomt stort. Ifølge Microsoft og Intel selv er der op til 50 procent forbedret ydeevne eller strømbesparelse. Sidstnævnte er en stor ting for dem, som spiller på bærbare computere.
Ligeledes skulle effekten være at mærke over hele paletten: Spil, som før kun kunne spilles i lav kvalitet, bliver pænere og kører bedre, imens allerede stærke systemer får mulighed for at give spil endnu mere kraft - og altså præsentere endnu flottere spil.
Er du den tekniske type, så kan du læse mere om DirectX 12 på Microsofts egen hjemmeside.
Der er dog endnu ikke nogen spil, som rent faktisk kan udnytte DirectX 12-potentialet, selvom DirectX12 ligger og gemmer sig i Windows 10. Det forventes, at der i slutningen af 2015 begynder at komme DirectX 12-spil, så vi kan se "rigtige" benchmarks.
Indtil videre er det via benchmarkprogrammer, som delvist kan vise effekten. Og den er stor.
Hvilke kort er understøttet?
DirectX 12 virker på de fleste "moderne" grafikkort, som Microsoft formulerer det.
Det betyder, at alle AMD Radeon grafikkort og APU'er bygget på AMD's Graphics Core Next Architecture vil virke.
Det er Radeon 7000-serien, 8000-serien, R200-serien, R300-serien og Fury og Fury X. Mere eller mindre alle kort bygget af AMD siden 2012.
Nvidia giver endnu vildere support til DirectX 12. Her fungerer DirectX 12 på alle GeForce GTX 900, 700, 600, 500 og 400-serier.
Ligeledes understøtter alle Intels integrerede grafiske processorer fra fjerde generation (Haswell) og frem DirectX 12.
Så du har højst sandsynlig allerede alt, hvad du skal bruge for at kunne udnytte de rå og fantastiske kræfter fra DirectX 12 - ja bortset fra de spil, som kan udnytte de rå og fantastiske kræfter i DirectX 12. Dem må vi vente lidt på endnu.
Ikke desto mindre kan du formentligt allerede nu opleve en forbedring i dine spil i Windows 10 - men det er på grund af Windows 10 og ikke DirectX 12.
DirectX 12 kommer også på Microsofts andre platforme - Xbox One og smartphones, men hvordan det kommer til at virke, det ved vi endnu ikke noget om.
Læs også: Vi har testet den endelige version af Windows 10: Her er vores dom