En racersimulator er ikke større eller mere end det, der sker, når gummiet møder asfalten. Det mener vi helt bogstaveligt. På et tidspunkt under Project Cars' udvikling, der startede i 2011, beslutter man at hyre en matematiker til udelukkende at arbejde på at beskrive det, der sker, når bildæk og asfalt mødes.
Han endte med tre sammenhængende simulationer. Hvordan opfører dækkets sider sig, hvad sker der, når man tager gummiets beskaffenhed og kontaktområdet med asfalten i betragtning og en model for varmeoverførsel gennem dækkets gummilag.
Det er ikke matematik for matematikkens skyld. SETA-modellen, som den kaldes, gør en kæmpe forskel for køreoplevelsen. Hver dæk har i Project Cars bogstavelig talt fået sit eget liv. Det kan mærkes, når man eksempelvis tager proptrækkersvinget på Laguna Seca i en BMW M3 og højre fordæk mister vejgrebet. Bilen flyder ligesom på vand, indtil vægten kommer tilbage i bunden af svinget og bilen lander ligeligt på alle fire støddæmpere og dækkene igen får fat i asfalten.
Man bliver vant til at vente, vente, i de halve sekunder, der går, indtil bilen er i balance efter et skarpt sving og man igen kan træde speederen i bund.
Hvor Slightly Mad Studios' tidligere racersim, Need for Speed, var designet til at ligge i den markedsvenlige 'autentiske' kategori sammen med bl.a. Gran Turismo 4 og Forza-serien, var planen med Project Cars, at det skulle være en 'simulator' i kategori med Iracing og Simbin titlerne.
For at sikre det, og formentlig også for at lukke munden på de notorisk højtråbende brokkerøve i racersim-verdenen, hyrede man selveste The Stig, Ben Collins, og Nic Hamilton, Lewis' lillebror, til at garantere realismen.
Resultatet er en ubetinget digital hyldest til motorsport. Project Cars er en simulator, der nægter at undskylde for at være nørdet.
Hvor man i de fleste andre racere gelejder spilleren gennem et forløb, hvor han lidt efter lidt 'låser' op for nye biler og nye baner, er Project Cars fra første minut et tag-selv-bord af muligheder, der lader dig prøve alt, køre overalt, spinne ud og køre galt igen og igen.
Project Cars er svært, og for at mestre det, skal man lære at køre langsomt, også i en 1000 hestes Zonda-supercar, der mest af alt føles som en jetmotor på fire hjul.
Man kan kalde Project Cars for racerverdenens svar på Minecraft. For den energiske, selvhjulpne motorsportsfan er det nirvana, for sofakartofler, der blot søger nogle minutters underholdning efter en lang arbejdsdag, er Project Cars overvældende.
Det er prisen for åbent spildesign og sikkert årsagen til, at de fleste mainstream spiludviklere sværger til den omsiggribende 'achievement unlocked'-pædagogik.
Det er også en grafisk set smuk oplevelse. At køre bil i Project Cars er intenst. Solen skinner i øjnene, forruden er beskidt og dit hoved svinger til siden, når du drejer ind i svinget. Larmen er overvældende, og følelsen, når man kommer ind i et sving, og gummiet på dækkene hakker imod asfalten, inden de slipper grebet og sender dig ud i gruset i en pirouette, er uforlignelig.
Kolde dæk, varme dæk, dag der bliver til nat, skyer der bliver til en vandspray, der ødelægger udsynet og gør ræset farligt - Project Cars fanger som ingen anden racersim dramaet ved bilkørsel i høj fart.
I Project Cars kan man køre en stribe racerløb, der er inspireret af den virkelige verden. Man kan vælge at starte sin karriere i gokarts, som Michael Schumacher var berømt for at have gjort, eller man kan hoppe direkte ind i Formel 1.
Er man mere til 24 timer på Le Mans, er det selvfølgelig også en mulighed, endda også med en medkører. For den gennemsnitlige racerfan vil den mere ydmyge Renault Clio Cup være et godt sted at starte. Forhjulstræk og et begrænset antal hestekræfter sætter automatisk grænser for, hvor galt det kan gå.
Vinder man løb eller kvalificeringer, bliver man inviteret med til særlige løb, eksempelvis historiske veteranløb, og er man rigtig dygtig, kommer der tilbud fra andre hold om at skifte til højere klasser.
Bliver man intimideret over den høje sværhedsgrad, kan man tilpasse spillet ens kompetencer på racerbanen. Der er ikke noget ved altid at være den evige nummer sjok, også selvom man blot kører mod computeren, så ved hjælp af indstillinger i spillets opsætning kan man forme de andre computerstyrede biler til at være nogenlunde på ens eget niveau og slå diverse hjælpemidler fra eller til.
Project Cars er på højeste sværhedsgrad en hyperrealistisk racerbilsimulator, hvor man skal tage stilling til alt fra dæktryk til højden på ens støddæmpere. Alt, fra det sublime lyddesign, til de mange lækre detaljer både indvendig og udvendig på bilerne, emmer af kvalitet og passion for motorsport.
Spillet fedter på ingen måde for laveste fællesnævner. Uden 'achievements', 'unlocks' og med en hårrejsende sværhedsgrad kræver det passion for motorsport og en lille smule nørd-gen for at nyde kompleksiteten og dybden i denne simulator.
Har man det, er Project Cars et essentielt køb.
6/6 stjerner
Læs også: Anmeldelse: Arkham Knight lader dig lege Batman for en aften