Kan film og spil forenes? Den stringente fortælling med det interaktives uforudsigelighed. Det spørgsmål har teoretikere såvel som producenter og fans stillet sig selv og hinanden mere eller mindre så længe, som begge medier har sameksisteret.Computerspil har altid været inspireret af filmens verden, og i visse tilfælde den anden vej også. Men trods ihærdige forsøg på at sammenkoble de to fortælleformer, er der langt mellem de fornuftige indslag. Ofte er historien for tam eller også er spilleren, når det kommer til stykket, uden reel indflydelse på slagets gang.
Det er med andre ord sjældent, at vi ser filmspil, der formår at forene det tætte narrativ, hvor begivenhederne falder som perler på en snor, med det frie valg. Ikke desto mindre forsøger folk ihærdigt, og gudskelov for det. I skellet mellem de to findes nemlig historier, der er værd at tage del i.
Sonys længe ventede PlayStation 4-satsning, Until Dawn, er en af disse. Halvt film, halvt spil og glimrende weekendunderholdning til den uhyggelige side. Et gyserspil efter bedste teenage slasher-forskrift, hvor du får lov at afgøre, hvem der skal leve, og hvem der må lade livet.
Until Dawn handler om en venneflok, der beslutter sig for at spendere weekenden i en afsidesliggende skovhytte nær et forladt skiresort. Uden at afsløre for meget ender det selvfølgelig galt, og to fra flokken forsvinder sporløst. Året efter vender selvsamme mere eller mindre traumatiserede venneflok tilbage til skovhytten i en naiv tro på, at det kan gøre dem bedre til mode. Det viser sig selvfølgelig en dum idé, og snart må de alle kæmpe for deres liv.
Hvem der vil de højrøstede teenagere til livs, og hvorfor, er den bærende fortælling i Until Dawn, og omend helt traditionel for genren er den ganske godt fortalt. Der holdes et generelt højt spændingsniveau, blandt andet takket være hyppigt skiftende indikationer af, hvem der er gerningsmanden.
Derudover går der sport i at se, hvor mange af spillets hovedpersoner, man kan holde i live (eller dræbe hvis man er til den sadistiske side). Until Dawn er fortalt meget stringent, men der skal hele tiden foretages valg, der får gennemgribende konsekvenser for scenernes udfald.
Skal Sam undersøge skriget fra det tilstødende lokale alene, hente hjælp eller forholde sig passiv? Skal Jessica fortie, at han har set Emily kysse med Mike, selvom han godt ved, at Emily dater Matt, eller råbe op til alt og alle om deres kissemissen?
Næsten alle valg, spilleren træffer, forplanter sig i historien og får en konsekvens, hvis ikke nu så på et senere tidspunkt. I den forstand er Until Dawn en succes og en af de få filmspil, hvor valgene er mere end små bump på vejen.
Figurgalleriet er stereotypt, men vellykket taget genrekonventionerne i betragtning. Vi taler blondiner med stort b og kåde teenagedrenge uden andet end sex på hjernen. Det er okay, for Until Dawn forsøger ikke at være højpandet fiktion. Dialogen er bevidst tåbelig og selvfølgelig træffer hovedpersonerne alle de forkerte beslutninger, ellers var der jo ikke noget spil.
Som reelt gyserspil er Until Dawn en mere blandet fornøjelse. Udviklerne insisterer nemlig hårdnakket på at forskrække spilleren efter værste trold i æske-forskrift. Nuvel, i starten er det meget sjovt, at der bliver råbt "bøh" lige op i ansigtet på dig, men ikke når det sker en gang i minuttet eller noget der ligner.
Derudover udvikler spillet sig, lidt uhensigtsmæssigt, fra stemningsfuldt gys til regulær voldsporno, som forsøgte det at imitere Saw snarere end Fredag den 13. Om man er til den slags, er selvfølgelig en smagssag, men den side af spillet kommet pludseligt og overraskende.
Det ændrer dog ikke ved, at Until Dawn er et vellykket gyserspil, der fint træder grænselandet mellem film og spil. Spillet kender sit forlæg og eksekverer nøje herefter. Det er ikke verdens mest originale spil, men det er uhyggeligt, højrøstet og frem for alt underholdende. Hvad mere kan man forlange?
Læs også: Anmeldelse: I Zombi lever du kun én gang