Der er snart et år siden, at Apple for første gang lokkede med selskabets bud på hvordan generativ kunstig intelligens skulle integreres i mobilen med ’Apple Intelligence’ ved sin udviklermesse i maj 2024.
Allerede fra start blev der lagt op til en trinvis lancering, med en amerikansk debut i oktober, som nu følges op af en EU-debut – dog kun i en række udvalgte lande i samspil med en ny 18.4 version af iOS til iPhone, skriver Apple.
Dansk Apple AI understøttes ikke ved den europæiske debut, men det gør større sprogområder som britisk engelsk, fransk, italiensk, spansk og tysk.
Ud over EU-debuten bredes Apple Intelligence til Japan, Indien og Singapore (engelsk), Kina, Brasilien (portugisisk) og den spansktalende del af latinamerika samt den fransktalende del af Canada.
De nye funktioner kræver dog en nyere iPhone. Pt. understøttes alene iPhone 16, 16 Plus og 16E familien samt iPhone 15 Pro/Pro Max eller nyere.
AI-iPhone
Med sin nye AI-evner vil iPhonen blandt andet kunne prioritere notifikationer og mails for en, skabe AI-genererede skitser og billeder med ’Image Playground’, skabe nye AI-genererede emojis.
Apple Intelligence vil også få en genvej i kontrolpanelet, så man hurtigt kan tilgå Apple Intelligences skriveværktøjer til at omskrive, rette eller opsummere tekst på din mobil eller få andre muligheder for at behandle længere tekst.
Dertil gives der adgang til den langt mere intelligente Siri-assistent som i samspil med ChatGPT tjeneste bedre kan forstå dine henvendelser og besvare dem.
iOS 18.4 nyt
Mens danskerne ikke kan få den store glæde af Apples AI endnu, tilbydes dog en række forbedringer med den reviderede iOS-system.
Blandt dem er understøttelser af robotstøvsugere med Matter home-device standarden, nye emojis, nye indstillinger for begrænsning af skærmtid hos børn samt en ny mulighed for at afspille musik direkte fra kontrolpanelet.
Dertil kommer en række øvrige mindre overhalinger samt en række fejlrettelser. Dem kan du læse om her.