SOMA er nyeste skud på stammen af computerspil, der prøver at skræmme livet af spilleren. I kølvandet på succeser såsom Until Dawn, Dying Light m.fl. er det kun naturligt, at cirklen sluttes ved ophavsmændene til det moderne gyserspil, Frictional Games, der i 2010 for altid ændrede genren med det fremragende Amnesia: The Dark Descent. Deres nye gys, SOMA, er både uhyggeligt, fremadskuende og et til tider tankevækkende bekendtskab.SOMA's ophav hos Frictional Games fornægter sig ikke. Introduktionen understreger tydeligt, at man spiller en ganske almindelig, nærmest lidt kedelig, fyr. Ingen Master Chief eller Super Soldier her.
Hovedpersonen, Simon Jarrett, har været i et biluheld og pådraget sig en hjerneskade, der har givet ham få måneder tilbage at leve i. Han indvilger derfor i en eksperimenterende behandling, der ikke viser sig at være helt, hvad man tror.
Klinikken, hvor behandlingen skal foregå, er mildest talt rustik, men da manden i den hvide kittel beder en om at tage plads i den mystisk udseende behandlingsstol, adlyder man alligevel.
Billedet fader til sort, og man vågner op i et, skal det vise sig, undersøisk tilsyneladende forladt laboratorie-kompleks kaldet PATHOS-2, intetanende hvad der er op og ned. Man begynder hurtigt en kommunikation med en vis Catherine, der prøver at guide en igennem PATHOS-2 over til den afdeling, hvor hun er. Undervejs afslører hun, hvor længe man har været væk, inden man vågnede i det uhyggelige kompleks, og hvad der er sket i mellemtiden.
For ikke at spolere hele historien nøjes vi med at sige, at Catherines fortællinger er med til at øge følelsen af isolation og ensomhed, som Frictional Games gør så godt.
Stemningen i SOMA er herligt foruroligende. Lydsiden er tilpas underspillet til, at man lægger mærke til de bittesmå skift i stemningen, som man gør sin færd gennem de øde og dunkelt belyste laboratorie-lokaler på PATHOS-2. Uden at forfalde til dundrende basset nu-kommer-der-en-boss-soundtracks, bruger SOMA de lydmæssige cues eminent til at få pulsen op og nakkehårene til at rejse sig; specielt fordi der leges med de elementer. Det er ikke hver gang, lydniveauet intensiveres, at der sker noget, men når der gør, kan man godt begynde at lede efter et par nye underbukser.
SOMA ér skræmmende. Skræmmende på den gode måde, hvor stemningen understøtter de få jump-scares, som uundgåeligt kommer i gyserspil. Dialogen er naturlig, og lyden af åndedræt, fodtrin og gnistrende iturevne ledninger trækker spillerens fokus helt ind i spillet, hvor man opsluges af et stærkt narrativ. Spørgsmål så som, hvem er man, har Catherine hæderlige intentioner, og ikke mindst, hvad er der sket med verden, melder sig og på det nærmeste pisker en fremad i fortællingen.
SOMA arbejder filosofisk med emner så som bevidsthed, virkelighed og frygt på en respektfuld ikke-påtaget måde. Grænserne for, hvad Simon oplever og ser, udviskes langsomt og til fordel for, hvad der måske/måske ikke er et psykotisk sammenbrud oplevet i førsteperson.
SOMA's stemning og perspektiv trak os ind på en sjældent effektiv måde. Hvorom jeg holder umådeligt meget af spil så som Until Dawn eller Resident Evil, rammer SOMA dybere.
I SOMA har du hverken den campy feeling fra Until Dawn eller arsenalet af krudt og kugler fra Resident Evil. Hvis noget/nogen er efter dig, kan du gemme dig i et skab og prøve at snige dig væk, når du synes, timingen er der. Effekten af det forsvarsløse perspektiv er efterlignet mange gange siden Amnesia monster-hittede for en håndfuld år siden; sjældent har den dog været så forfinet som ved SOMA. Hvem ellers end Frictional Games skulle have opskriften på det effektive og involverende gys?
I en tid, hvor gyser-spillene i den grad gør comeback, kan det virke besynderligt, at det underspillede lidt bagstræberiske SOMA skal lægge sig i spidsen, men det gør det. Jeg ved ikke, om det er den tydelige skelen til både System Shock 2, Alien-filmen og Amnesia, men Frictional Games har lavet et moderne stemningsfyldt gys, som både forskrækker og skræmmer i et effektivt sammensurium, der samtidig formår at gøre favntag med store psykologiske og filosofiske emner.
Karakter: 5/6
Læs også: [b]Anmeldelse: Skæbnetimen for Destiny[/b]