Nu gik det ellers lige så godt for finske Frozenbyte, skaberne af den populære eventyrspilserie Trine, hvor tre helte må hjælpes ad i jagten på magiske skatte.
De første to Trine-spil var fremragende. Små, hyggelige eventyr for op til tre spillere, der i tilgift til mageløs grafik var både sjove og intelligente. Noget anderledes er det endt med Trine 3: Artifacts of Power, der er et miskmask af kluntet mekanik og historiefortælling.
Præmissen er ellers den samme som hidtil. I rollen som henholdsvis ridderen Pontius, tyven Zoya og troldmanden Amadeus skal du samarbejde dig vej gennem de vanskelige labyrinter til baner, der står mellem dig og de magiske Trine-artefakter.
Samarbejde er, og har altid været, et nøgleord i Trine-sammenhæng. De tre hovedroller har hver deres styrker og svagheder. Pontius er en dygtig kriger og god i kamp, men ikke særlig adræt. Det er Zoya, til gengæld, som hun ubesværet klatrer rundt på bygninger eller skyder fjender fra distancen med sin langbue. Amadeus er ikke megen hjælp i kamp, til gengæld kan han fremmane kasser af variabel størrelse, der kan bruges i alle mulige praktiske sammenhæng. Hvis nogen husker Blizzards 90'er-klassiker The Lost Vikings, har I en idé om, hvordan det fungerer.
I de tidligere Trine-spil blev trioen af egenskaber brugt til at overkomme banernes mange udfordringer. Det var nødvendigt at kombinere dem på tværs for at nå helskindet igennem, og især med en ven eller to resulterede det i en god spiloplevelse.
Trine 3 når aldrig i mål med sit samarbejdskoncept, simpelthen fordi udviklerne ikke har formået at tilpasse de indlagte forhindringer og gåder den nye 3D-grafik. Som et første for serien kan man bevæge sig i alle tre dimensioner, hvor man tidligere kun kunne gå fra side til side, hvilket giver mere frirum, men også frihed til at forcere banerne på ikke-intentionelle måder.
Ofte er det slet ikke nødvendigt at samarbejde for at komme forbi en forhindring, da hver figurs evnesæt i sig selv er tilstrækkeligt. Ej heller hjælper det, at man med overgangen fra 2D til 3D introducerer en masse fejl i fysiksystemet, der praktisk talt gør det muligt at snyde sig forbi mange af forhindringerne. I
stedet for en følelse af sammenhold ender en typisk Trine 3-session med, at man blot løber i hælene på hinanden og passer sit eget. Det er synd, især når vi taler om en spilserie, der traditionelt set har slået sig stort op på netop samarbejde.
Selv hvis man spiller alene, er overgangen til 3D smertefuld. Frozenbyte har valgt at fastholde kameravinklen lige på, forestil dig du kigger på et diorama fra konstant samme vinkel, mens man altså kan bevæge sig både ud og ind af denne. Det gør det svært at afstandsbedømme kløfter og andre forhindringer, der kræver, at man nøje timer sit hop.
Et tredje problem med Trine 3 er dets besynderlige tempo. Spillet åbner uden en reel introduktion eller genfortælling af de tidligere episoder, hvilket gør det svært at følge med, især som ny spiller. Kun få timer senere, midt i det historieforløb, spillet selv har skitseret, slutter eventyret brat, som om Frozenbyte havde skåret det midt over. Én ting er, at et spil er kort, det er til at leve med, men her sidder man vitterligt tilbage med følelsen af, at der mangler noget.
Når det er sagt, er der øjeblikke, hvor Trine 3 stråler. En bane eller to, der minder om, hvorfor serien er solgt i millioner af eksemplarer, såsom når vores tre helte pludselig befinder sig inden i en bog og skal kæmpe sig fra side til side for at avancere.
Øjeblikke af kreativitet, hvor gåderne går op i en højere enhed, og man sidder tilbage med følelsen af at være et ægte geni. Læg dertil, at Trine 3 er mageløst flot, som hvis Pixar skulle fortolke en Brødrende Grimm-fortælling, og spillet har sine styrker at slå på.
Det ændrer dog ikke overordnet ved, at Trine 3: Artifacts of Power er svært for alvor at anbefale. Et spil, der ligner en million, men er indholdsfattigt og kedeligt som få. Tilbage til tegnebrættet, Frozenbyte.
Karakter: 2/6
Læs også: Anmeldelse: Når jordens undergang bliver til spil-poesi