Debitels mobilforretning er tæt på at blive solgt for mellem 500 og 800 millioner kroner, skriver Dagbladet Børsen.
Der har igennem længere tid svirret med salgsrygter omkring mobilselskabet med små 400.000 danske kunder, men nu skal et salg være nært forestående.
Ifølge Børsen kan salgsplanerne udløse en kamp mellem Telia, Sonofon og TDC, der alle går efter at få fingre i Debitels danske kunder.
Det skyldes blandt andet, at en del af Debitels kunder anvender TDC's net, mens resten bruger Sonofons. Det betyder, at en køber ikke blot kan sikre sig en lang række nye kunder, men også kan pille kunder ud af konkurrenternes net.
Hurtig afgørelse på trapperne
Direktør Peter Fleggaard fra Fleggaard Holding, der ejer omkring ni procent af Debitel, tror på en hurtig afgørelse.
- Jeg mente egentlig, at der allerede var truffet en beslutning, men vi er jo købmænd, så hvis prisen er rigtig, så er vi interesserede, siger han til Børsen.
Danske Debitels majoritetsaktionær er tyske Debitel, der igen ejes af Swisscom, som længe har villet sælge sine aktier i teleselskabet.
Schweizerne ønsker ikke at kommentere salgsrygterne, men analytiker Guy R. Peddy fra Deutsche Bank vurderer i Børsen, at Swisscom tager mod alle købstilbud med kyshånd.
Herhjemme vurderer eksperter, at Telia er den mest oplagte køber af Debitels danske forretning, men Sonofon vil give Telia kamp til stregen. TDC vurderes som outsider i kampen om Debitel.
Administrerende direktør Per Nielsen, Debitel, ønsker ikke at kommentere Børsens oplysninger over for Computerworld Online.