Intel oplyser, at langt flere processorer kan blive ramt af problemer med udfald og nedbrud. Problemer som hidtil alene har berørt ’Core i7’ og ’Core i9’ top-processorer i Intels 13. og 14. generations desktop-chips.
Nu oplyser selskabet, at processorer at mere strømvenlige 13 og 14 generations processorer med 65 watts officielt strømforbrug (TDP) også kan sætte ud på grund af fejlen. Processorerne er også kendt under navnet på deres arkitektur ’Raptor Lake’.
Det betyder at mere mainstream- og kontor-rettede maskiner uden overclocking muligheder kan blive berørt, skriver tech-mediet The Verge.
Langt størstedelen af Core i5, i7 og i9 familierne af Raptor Lake processorerne har TDP-værdier på 65 125 eller 150 watt og er dermed potentiel berørt. Core i3 processorerne har TDP-værdier på 60 watt eller mindre.
Permanent beskadigede processorer
Selvom problemer med mystiske udfald under belastning opstod allerede fra udgangen af 2022, har Intel i al den tid døjet med identificere og fejlrette processorerne.
Først i juli i år har Intel officielt meldt ud af årsagen til problemerne er fundet og fejlrettet. Her beskrives det:
”Intel har fastslået at øget arbejdsspænding er den primære årsag til problemerne med ustabilitet i visse 13. og 14. generations processorer,” lyder det fra en talsperson fra chip-producenten, som samtidig forklarer at den øgede spænding skyldes forkert indstillet micro-kode i selve processoren.
Fejlrettelsen vil blive udsendt til selskabets partnere fra en gang i midten af august 2024.
Indtil da kan de mange berørte processorer udsættes for irreversibel slitage, noterer tech-mediet Toms Hardware.
Eventuelle skader på en processor vil ikke blive repareret med den kommende fejlrettelse, lyder det samtidigt.
Ingen tilbagekaldelser
Selvom en stor andel af Intels nyere desktop Intel-processorer er potentielt nedslidt af den fejlfyldte micro-kode, planlægger Intel ikke at iværksætte nogen tilbagekaldelse af processorerne, skriver Toms Hardware.
Selskabet vil dog tilbyde at udskifte berørte CPU’er lyder det.
”For kunder som oplever eller har oplevet symptomer som ustabilitet i deres 13. og 14. generations desktop-processorer, vil Intel fortsat henvise til at kontakte Intel kundeservice for assistance. Ydermere kan kunder, der har oplevet afviste reklamationssager på grund af manglende stabilitet i 13. og 14. generations systemer, også henvende sig til Intel kundeservice for assistance og afhjælpning,” lyder den officielle besked fra Intel.