Gamere og andre brugere af Intels førende processorer til desktop-maskiner har igennem de seneste måneder været plaget af deres maskiner kunne crashe i utide – typisk mens der spilles.
Flere måneder efter at fejlen blev bredt konstateret, aner selskabet bag processorerne fortsat ikke, hvad der forårsager den uhensigtsmæssige opførsel.
Fejlen blev tidligere sammenkædet med selskabets ’Enhanced Thermal Velocity Boost’ (ETVB) feature, som mistænkes for fejlagtigt at estimere hvilke frekvenser de berørte processorer kan tilgå.
De berørte processorer hører til Intels ’Raptor Lake’ familie, også kendt som 13. og 14. generations Intel Core processorer, hvor det er de hurtigste snurrende processorer fra Core i9 og Core i7 familierne, der skulle udvise den uheldige adfærd.
Intel anerkender problemet, men oplyser at fejlen ikke alene kan tilskrives ETVB-featuren.
”Modsat tidligere udlægninger i medierne, har Intel ikke bekræftet hvor fejlkilden ligger, og fortsætter med at undersøge sagen med sin partnere, for at adressere bruger-henvendelser om stabilitetsproblemer i ulåste 13. og 14. generation Intel Core desktop-processorer (K/KF/KS),” lyder det i en besked fra selskabet til Computerworlds søstermedie PCWorld.
ETVB-featuren er indstillet til kortvarigt at skrue processorens frekvenser op over den maksimale driftsfrekvens, så længe varmeudledningen fra processoren tillader det.
Ifølge netmediets Igorslabs granskning af problemet er ETVB-featuren delvis med til at forårsage problemet, da der kan opstå et mismatch mellem processorens højeste frekvenser og den BIOS-maskinkode, som ligger i enhedens bundkort.
For at adressere problemet opfordrer Intel brugerne til at sikre at ens BIOS er opdateret til microcode 0x125 eller en kommende BIOS dateret fra 19. juli 2024 eller frem.