En vigtig opdatering til Intels problematiske 13. og 14. generations top-processorer er omsider klar.
De første partnere til selskabet, MSI og Asus, er nu klar med opdateringer til de bundkort, der huser de Intel-processorer, som igennem de seneste par år har registreret udfald under pres.
Udfald, der i værste tilfælde har forringet processorernes evne til at ramme de højeste frekvenser, og som senest har fået Intel til at udvide garantien på de berørte processorer.
Med opdateringen følger en revideret ’micro-kode’, som skal styre hvilke frekvenser og tilhørende spændinger, processorerne skal ramme.
Opdateringen sendes ud løbende, hvor MSI’s og Asus’ high-end bundkort i Z790-serien bliver de første til at få den nye software, mens 700- og 600-serierne står til at blive opdateret i de kommende uger. Det skriver PCWorld.
I hvilket omfang den nye mikro-kode vil have indflydelse på processorernes ydelse, oplyses ikke.
Følgende processorer er ifølge Intel potentielt berørt af problemet:
- Intel Core i5: 13600K, 13600KF, 14600K, 14600KF
- Intel Core i7: 13700, 13700F, 13700K,13700KF, 13790F, 14700, 14700F, 14700K,14700KF, 14790F
- Intel Core i9: 13900, 13900F, 13900K,13900KF, 13900KS, 14900, 14900F, 14900K,14900KF, 14900KS
Intel refererer til tredjeparter, hvis der er tale om samlede systemer med de berørte processorer ombord.