Artikel top billede

(Foto: U.S. AIR FORCE ACADEMY)

Elon Musk dropper CrowdStrike efter kæmpe nedbrud

Musk har valgt at slette CrowdStrike fra alle servere.

19. juli udkom it-sikkerhedsselskabet CrowdStrike med en opdatering, som der nok vil blive talt om i mange år frem.

Opdateringen førte nemlig til, at 8,5 millioner Windows-enheder blev ramt af nedbrud, hvilket skabte problemer rundt i verden for en lang række organisationer og virksomheder.

Flere steder er det blevet refereret til som verdens største it-nedbrud.

En stor del af serverne virker nu igen, men verdens rigeste mand Elon Musk, som ejer det sociale medie X og rumfartsselskabet SpaceX samt er stifter og medejer af Tesla, er ikke just imponeret over CrowdStrike.

Derfor har han valgt at slette CrowdStrike. Det oplyser han på X, som svar til en bruger, som stiller spørgsmål ved, hvorfor CrowdStrike ikke laver trinvise udrulninger af opdateringer.

”Vi har lige slettet Crowdstrike fra alle vores systemer, så ingen udrulninger overhovedet,” skriver Musk.

Det bliver ikke specificeret, hvem ”vi” konkret er, om der er tale om selve X, eller om Space X og tesla har gjort det samme.

Musk har også drillet CrowdStrike med selskabets diversitetspolitikker ved at svare på et gammelt opslag fra virksomheden fra 2022, hvor CrowdStrike skriver, at selskabet var blevet guldpartner hos Bright Networks diversitets- og inklusionspanel.

Musk svarede ”Ikke så ’bright’ lige nu” med henvisning til nedbruddet. Konteksten skal ifølge Windows Central findes i, at Musk tidligere har kritiseret diversitetsinsatser. I et interview med CNN har Musk tidligere hævdet, at Duke University sænkede sine standarder grundet mangfoldighedsindsatser. Han har tidligere mødt kritik for udtaleleserne, skriver medierne.