Det er nok ikke gået manges næse forbi, at en Crowdstrike-opdatering førte til kaotiske tilstande i store dele af verden i fredags.
Opdateringen fra Crowdstrike sendte millioner af Windows-enheder ud i et nedbrud, og flere af dem blev ramt af blue screen of death (BSOD).
Nedbruddet førte til kaos på mange lufthavne rundt i verden, hvor mange fly enten blev forsinket eller aflyst.
I alt blev 46.013 fly forsinket fredag. Dertil kommer 5.171 aflysninger. Altså blev i alt 51.184 påvirket af uregelmæssigheder, det fremgår af siden FlightAware.
De fleste af aflysningerne var i USA, hvor 3.403 fly blev aflyst.
Det er ikke sikkert, at alle disse fly blev aflyst eller forsinket som følge af nedbruddet, men det er et langt højere tal end på en normal dag, og det er velkendt, at mange lufthavne oplevede problemer som følge af nedbruddet.
Microsoft har meddelt, at omkring 8,5 millioner enheder blev påvirket efter Crowdstrikes opdatering. Crowdstrike har meddelt, at en stor andel af enhederne er oppe at køre igen.
Opdateringen af Crowdstrike-komponenten Falcon Sensor fik Windows 10-maskiner til at gå ind i et loop, der ender med, at de viser den klassiske ‘blue screen of death,’ hvor de ikke er i stand til at genstarte.
Falcon Sensor er en komponent, der ifølge CrowdStrike ‘blokerer for angreb mod dine systemer, mens den registrerer aktiviteter for at opdage trusler hurtigt.’