”King-feberen er over os – nattesøvnen er i fare!”
Sådan lød det på ikke specielt selvudslettende vis fra danske forlag tilbage i 1980’erne, da gysermesteren Stephen Kings bøger for alvor rullede ind over landet.
Bølgen ruller stadig, og det sker ikke mindst i form af nye filmatiseringer og fortolkninger af Kings værker.
Faktisk er der lige nu ikke færre end 39 tv- og film-projekter med udgangspunkt i Stephen Kings univers undervejs, og forleden blev ét af dem officielt bekræftet.
Det gælder hans allerførste værk ”Carrie”, som Amazon vil gøre til en ”moderne og tidssvarende” serie. Den vil gå all-in på nutidens ungdomsliv, hvor likes, skærme, digital mobning og teknologisk eksponering har overtaget skolegården.
Stephen Kings roman om den udsatte teenager Carrie udkom tilbage i 1974 og sparkede den amerikanske forfatters utrolige karriere i gang.
Det hjalp bestemt også, at den allerede to år senere blev filmatiseret i form af Brian De Palmas ikoniske film, der gjorde den blodige afslutningsscene under skoleballet til fast inventar på gyserhistoriens evige dansegulv.
Stephen King var angiveligt mere end almindeligt skeptisk omkring en ny serieversion af Carrie.
Men det var netop den digitale nyfortolkning med gyserinstruktøren Mike Flanagan i spidsen, der fik ham til at godkende projektet.
Mike Flanagan har tidligere stået bag King-filmene Gerald’s Game og Doctor Sleep samt flere andre gyserhits, men er også manden bag den kommende King-film The Life of Chuck, som anmelderne ser store perspektiver i.
Dertil er han hovedmand bag den planlagte og længe ventede serieudgave af Kings enormt omfangsrige hovedværk, The Dark Tower.
Nu kan Flanagan så fortsætte i King-sporet med Carrie, som i første omgang bliver til otte afsnit på Prime Video.
Den nye serie er ikke tænkt som en tro kopi af hverken bogen eller filmen, men snarere en opdatering, der dykker ned i det moderne ungdomsliv og forstærker det sociale pres, som Carries fortælling bygger på.
Optagelserne begynder til sommer, så med lidt held kan vi se frem til en premiere i løbet af 2026.
I mellemtiden har årets første Stephen King-film, The Monkey, været en succes i biografen, mens fem andre projekter får premiere i løbet af 2025.
Det gælder som sagt The Life of Chuck til juni, The Long Walk i september og The Running Man i november, mens serierne It: Welcome to Derry og The Institute forventes at lande på henholdsvis Max og Prime i løbet af året.
Så King-fans går med andre ord et spændende år i møde.