De amerikanske online-annoncemedier melder om fremgang i salget af bannerreklamer og andre annonceformater på Internet. Det skriver Wall Street Journal på baggrund af en undersøgelse fra revisionshuset Pricewaterhousecoopers.
For tredje kvartal i træk har der været fremgang i en reklameindustri, der ellers har været ramt af glidende nedgang siden dotcom-boblen brast.
Ifølge undersøgelsen er online-reklamemarkedet vokset 14 procent siden sidste år til nu 10,8 milliarder kroner.
Onlinetjenesten Yahoo har meldt ud, at den har øget omsætningen med en halv gang i forhold til tredje kvartal 2002 og nu er oppe på næsten 1,6 milliarder kroner for kvartalet.
Til gengæld taber ISP-giganten AOL så meget på sin online-annoncering, at det trækker tallene skæve, påpeger Pricewaterhousecoopers.
Hvis ikke AOL-tallene havde været regnet med, ville første halvår af 2003 have vist en samlet stigning i omsætningen for onlineannoncering på 28 procent og ikke 11 procent, som blev resultatet.
Google scorer på betalte søgninger
Samtidig er der sket et stort skred i de formater, som er populære blandt annoncørerne.
I dag står betalte søgninger, som man eksempelvis kender det fra annoncerne i søgemaskinen Googles højremargin, for 31 procent af den amerikanske omsætning mod blot ni procent for et år siden, skriver Wall Street Journal.
I samme periode er bannerannoncernes andel af omsætningen faldet fra 32 procent til 22 procent.
FDIM: Også fremgang i Danmark
I FDIM, den danske forening for internetmedier, har man dog ikke kunnet matche den amerikanske trend.
Her har onlineannonceringen holdt niveauet siden sidste år. Branchen melder om en nedgang på ni procent fra andet til tredje kvartal i år, som formand Christian Peytz dog mest tilskriver statistisk udsving. Fjerde kvartal med juleannonceringen vil hive tallene op igen, forklarer han.
- Jeg oplever helt klart et marked i fremgang. Vi forventer et omsætningsniveau på 275 millioner kroner i år, siger Christian Peytz.
Han har også oplevet en øget interesse for de betalte søgninger, men mener ikke, at man kan tale om at søgemaskiner som Google nu tager annoncekroner fra de danske online-medier.