Succes med kærlighed til kortlægning

Forsyningsvirksomheder får styr på deres vigtigste ressource, nemlig distributionsnettet, med et GIS-databasesystem fra Breakoutimage. Hvis Danmark liberaliserer energisektoren, er fremtiden for alvor guldrandet for softwareselskabet. Mød Breakoutimage i vores portrætserie af succesvirksomheder.

Som nyuddannet datalog tabte Ulrik Balslev for knap ti år siden sit hjerte til et databasesystem.

Ulrik Balslevs kærlighed hedder Smallworld og er et GIS-system, der kortlægger geografiske forhold - i Smallworlds tilfælde de netværk og anlæg, som forsyningsvirksomheder fra energi- og teleselskaber baserer deres levebrød på.

Den slags romancer kan være svære at forstå for ikke-teknikere. Og det er ikke sikkert, man bliver klogere, når han prøver at definere den.

- Der er ingen flade filer, alt er objektorienteret og ligger i en relationsdatabase, siger datalogen med begejstring i stemmen.

Men i dag har han skiftet titlen på visitkortet ud med direktør og har banket en respektabel forretning op på sit sværmeri.

- Netværkselskabernes værdi ligger jo nede i jorden, og vi hjælper dem med at gøre den information mere tilgængelig, siger Ulrik Balslev.

Vendte tilbage til GIS

Smallworld er udviklet i miljøet omkring det hæderkronede engelske Cambridge-universitet, hvor man satte sig for at bygge et GIS-system helt fra bunden. Uden at anvende CAD-programmer, som de fleste GIS-systemer er bygget ud fra.

Ulrik Balslev
I stedet er alle data som nævnt samlet i relationsdatabaser, som man kender det fra de fleste andre informationssystemer, og det gør Smallworld avanceret, skalerbart - og til en større investering.

Folkene i selskabet Smallworld formåede ikke at udvikle forretningen til en succes. Så Ulrik Balslev fik job andetsteds.

Men han glemte ikke sin gamle flamme. Og i 1999 vendte han tilbage med et tilbud til Smallworld-selskabet om at få sparket gang i salget af GIS-systemerne i Danmark.

Virksomheden er bygget op fra grunden. Ulrik Balslev tjente sine første penge som enlig Smallworld-konsulent, og hyrede efterhånden som han fik råd til det.

Efterhånden blev der også råd til lokaler i det statelige kontorhotel i Hørsholms Kongelige Militære Klædefabrik, som på interviewdagen emmer af sommervarme bag ved de kølige hvide facader.

Under kæmpens vinger

I dag har Breakoutimage, som Ulrik Balslevs selskab hedder, 11 ansatte, en omsætning på forventede 10 millioner kroner i år og et par store kunder i forsyningsbranchen.

Telia har ved starten af juli afsluttet database-registreringen af hele sit telenet, og Københavns Energi har også installeret Smallworld til at dokumentere hele sit netværk af systemer - data som stammer fra 120 års nedlæggelser af kabler og rørledninger.

- Det betyder, at de har en tilgængelighed af information, som var utopi for bare et par år siden, og det gør det muligt at reagere hurtigt i markedet, siger Ulrik Balslev.

I 2000 blev Smallworld-systemet solgt til verdens mest værdifulde selskab, General Electric, som leverer alt fra flyvemaskiner til finansielle ydelser. Ulrik Balslev er dermed distributør for et af de hundredvis af datterselskaber i den vidtforgrenede kæmpekoncern.

Smallworld er det førende GIS-system til forsyningsbranchen på verdensplan. Men forretningen skal alligevel bygges op bid for bid i Danmark, hvor Ulrik Balslev forsigtigt anslår Smallworlds markedsandel til mellem fem og ti procent i dag.

Venter på liberaliseringen

Dels er der andre aktører på banen, eksempelvis systemer fra de store rådgivende ingeniørvirksomheder Rambøll, COWI og Carl Bro, og andre GIS-systemer, som ikke på samme måde som Smallworld er skræddersyet til forsyningsbranchen.

Og dels er den dansk energisektor stadig præget af andelstanken - der er over 100 energiselskaber i Danmark.

Selv et stort selskab som Dansk Olie & Naturgas leverer blot en dråbe af det oliehav, som de internationale spillere arbejder i.

Det gør Smallworld til en stor investering for mange i forsyningssektoren, men tiden arbejder for Ulrik Balslev, er han overbevist om. Endnu har forsyningsbranchen herhjemme ikke haft nogen IT-mæssig kniv på struben, men den vil komme, og så er Breakoutimage klar til at slå til.

- Der skal ske en konsolidering i forsyningsbranchen. Man er ikke herre over råvarepriser og afgifter, så man må arbejde mere effektivt, siger han.

I mellemtiden planlægger Breakoutimage web services for mindre selskaber, Københavns Kommune har indgået en kontrakt om konsulentydelser, og et samarbejde er også kommet i stand med selskabet 7 Technologies, der leverer beregningssystemer til kapacitetsmålinger i netværk.

Computerworld Online sætter hen over sommeren fokus på en række succesvirksomheder i den danske IT-branche. Breakoutimage er den sjette i rækken.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere