Man skulle tro, at en omsætningsvækst på 15 procent var noget, der ville skabe begejstring hos investorerne.
Alligevel var reaktionen negativ på Wall Street, da Microsoft tirsdag aflagde sit kvartalsregnskab.
Ifølge erhvervsmediet CNBC faldt aktien med omkring syv procent på det såkaldte eftermarked umiddelbart efter, at regnskabet blev offentliggjort.
Den negative reaktion skyldes blandt andet, at væksten i Microsofts cloud-tjeneste Azure, der kæmper med Amazon Web Services om markedsandele på cloud-markedet, var mindre end forventet.
Således landede Azure-omsætningen på 36,8 milliarder dollar (svarende til 254 milliarder kroner), hvilket svarer til en vækst på 29 procent sammenlignet med samme kvartal året før.
Investorerne havde dog ifølge CNBC sat næsen op efter en vækst på 31 procent.
Microsoft leverede dog tocifrede væksttal, der overgik investorernes forventninger på de fleste andre nøgletal i regnskabet.
Omsætningen landede således på 64,73 milliarder dollar (447 milliarder kroner), hvilket var en anelse over forventningerne på 64,39 milliarder dollar.
Driftsresultatet (EBIT) landede på 27,9 milliarder dollar, hvilket var en vækst på 15 procent i forhold til samme kvartal året før, og ligeledes bedre end investorerne havde forventet.