ERP-leverandør med kræsen partnerstrategi

IFS Danmark, hvis svenske moderselskab er verdens femtestørste ERP-leverandør, forsøger via nøje udvalgte partnerskaber at skabe vind i ERP-branchens havblik. Men IFS?direktøren er irriteret over sladder og bagtaleri i branchen, som gør kunderne endnu mere forbeholdne.

Nye parforhold er mantraet i en presset branche for virksomhedssystemer, og den danske afdeling af verdens femtestørste ERP-leverandør, IFS Danmark, gør i lighed med Oracle klar til at kissemisse.

Men IFS Danmarks direktør Henrik Aundrup lader ikke hvem som helst skrive sig på balkortet, så indtil videre begrænser flirten sig til en aftale med Mærsk Data. A.P. Møllers IT-selskab skal sælge og implementere ERP-systemet IFS Applications på det danske marked.

Desuden har IFS indgået en salgsaftale med den mindre danske virksomhed, IT-Mæglerne.

- Jeg stiller mig ikke tilfreds med at få produktkatalog nummer otte i et sortiment. Partnerskaber er dyre at starte op, så når vi går ind, skal ressourceforbruget fordeles ligeligt mellem parterne, siger Henrik Aundrup.

Han har allerede uddelt kurve til en del bejlere, men en ny aftale er dog på vej ind, oplyser han.

Sladder og bagvaskelse

Samtidig retter IFS blikket opad og vil satse på de 500 største danske virksomheder. De skal matche sværvægterne blandt de nuværende kunder, A.P. Møller-gruppen, Øresundskonsortiet og Terma, der udvikler våbensystemer.

IFS Danmark har lige som stort set alle konkurrenter følt konsekvenserne af et hårdt presset marked, hvor kunderne sidder mere end tungt på tegnebøgerne. Men det har branchen til dels sig selv at takke for, mener direktøren. Han fik sin post i august 2001 efter halvandet år i IFS.

- Jeg kommer selv fra industrien, og jeg har aldrig set magen til ammestue-skik med sladder og bagvaskelse af konkurrenternes produkter, siger Henrik Aundrup.

Også den store usikkerhed omkring fremtiden for en del leverandører, eksempelvis i Oracles forsøg på overtagelse af PeopleSoft og Microsofts opkøb af Navision, gør kunderne forbeholdne, mener Henrik Aundrup.

Datterselskab med tab

IFS Danmark, der har salgsfunktionen, og datterselskabet IFS Applications, som står for implementering og servicering af ERP-produkterne, har netop afleveret årsregnskaber. Datterselskabet tabte 1,8 millioner kroner, og det kalder ledelsen for "utilfredsstillende".

IFS Danmark redder derimod et overskud på 5,5 millioner kroner hjem. Ikke så dårligt set i lyset af branchens tilstand, mener Henrik Aundrup.

- Jeg kan godt se mig selv i spejlet, men mine ambitioner er højere, siger han. I 2003 skal der skabes overskud, og det skal ske via nysalg, fastslår direktøren.

- Jeg tror, vi får nogle fordele af forvirringen omkring Peoplesoft og Microsoft Business Solutions. Der skal IFS tage markedsandele, siger han.

Partnerskabet med Mærsk Data forventes først at slå igennem på bundlinjen til næste år.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere