I kølvandet på iPad-successen er der en hel bølge af tavlecomputere i alskens varianter på vej. Nu har også Cisco meldt sig på banen med sin Cius, der beskrives som en business tablet. Her er der tale om et redskab til kommunikation og ikke en tavlecomputer i traditionel forstand. Cisco sælger også en passende docking-station, der ligner en stationær telefon.
Cius vejer omkring et halvt kilo og er fortrinsvis egnet til HD-telefoni. Den er udstyret med en 7-tommers skærm med WSVGA-opløsning (1024 x 600 billedpunkter). Den indeholder en ikke nærmere specificeret Atom-processor fra Intel og kører med Googles Android-operativsystem. Så der er sandsynligvis tale om en af de første Android-tavlecomputere på x86-platformen.
Der er 32 GB indbygget hukommelse, som kan udvides med SD-kort. Og så er der selvfølgelig et indbygget 5 megapixel kamera, der kan optage 720p-video med 30 billeder i sekundet. Batteriet skulle holde i otte timer.
Docking-stationen har form som en almindelig telefon, hvor Cius så fungerer som display. Der er en række forskellige porte og Cius understøtter Bluetooth, 3G og Wi-Fi.
Cisco forventer at kunne starte salget af Cius i starten af det nye år.