Allerede i torsdags stod det klart, at DotDK/Afilias-lejren har de nødvendige støtteerklæringer, der kræves for for at kunne fuldbyrde overtagelsen af kontrollen med det danske internet. Det oplyser medstifter af DotDK Kim Viborg Andersen.
Hvilke organisationer, der har valgt at bakke op, vil DotDK/Afilias dog ikke fortælle om endnu.
CRN´s søsterblad, ComON erfarer imidlertid, at to af de meget vigtige aktører, Forbrugerrådet og Dansk IT, ikke er medunderskrivere på nogen støtteerklæring. Formanden for Forbrugerrådet og formanden for Dansk IT har i fællesskab forfattet et et helt nyt debatindlæg, hvor de rejser kritiske spørgsmål ved DotDK/Afilias-modellen.
»Jeg har i hvertfald ikke skrevet under på nogen støtte-erklæring, og jeg er et godt stykke vej fra at gøre det,« siger Forbrugerrådets formand Rasmus Kjeldahl til ComON.
Forbrugerrådet er i en nøgleposition i sagen, fordi få andre organisationer kan siges at repræsentere den menige internetbruger. Således er Forbrugerrådet den eneste anden aktør end brancheforeningerne, der har fået lov at deltage i Kulturministeriets arbejdsgruppe om indgreb mod piratkopiering på internettet.
Kim Viborg Andersen afviser, at udmeldingen om at støtten nu er hjemme skulle være et mediestunt.
Han mener, at hans modpart, Mads Bryde Andersen fra Dansk Internet Forum,DIFO, under alle omstændigheder vil prøve at så tvivl om lødigheden af de organisationer, der vælger at støtte DotDK/Afilias.
Ved redaktionens slutning er det ikke lykkedes at få en kommentar fra Mads Bryde Andersen.
Kim Viborg Andersen angiver juridiske spørgsmål som grunden til, at han endnu ikke kan offentlige navnene på de organisationer, der skulle bakke om Dot/DK.
Ifølge udbudsmaterialet for driften af det danske internetdomæne skal vindren af IT og Telestyrelsens udbud kunne dokumentere støtte fra et bredt udsnit af det danske internetsamfund. For at opfylde kravet om bred repræsentation skal der som minimum indsendes støtteerklæringer fra "fire vigtige organisationer" der samlet set både skal repræsentere private brugere, professionelle brugere og internetbranchen - det vil sige leverandører.
Blandt sidstnævnte er en anden vigtig organisation, foreningen DKregistrar, der blev stiftet tidligere i år for at samle branchen. Denne organisation blev så sent som i sidste uge sprængt på netop spørgsmålet om støtten til DotDK/Afilias, og udbryder-organisationen, der har fået navnet Internetbranchens Fælles Organisation, er så sent som i dag blev optaget som medlem af Dansk Internet Forum.
At støtteerklæringen fra DK Registar dermed er blevet så udvandet, at den reelt er uanvendelig, kommer dog ikke til at påvirke det faktum, at DotDK/Afilias har den støtte, man har brug for, hævder Kim Viborg Andersen:
»Vi har rigeligt med støtte-erklæringer fra organisationer, der kan siges at repræsentere bredt - helt som de skal ifølge udbudskravet,« siger Kim Viborg Andersen.
Efter omfattende kritik af organisationens manglende åbenhed har DotDK/Afilias valgt at offentliggøre det specifikke tilbud, som man for flere måneder siden sendte til IT og Telestyrelsen.
I kølvandet på den første udmeldelser i sidste uge har otte firmaer indtil videre forladt DKregistrar. Nu finder nogle af de udmeldte medlemmer sammen i ny forening, der tilsyneladende har større tilslutning end foreningen, de vender ryggen.
Anledningen til den nystiftede forening er den indlysende strid om støtte til enten DotDK eller DIFO/DK Hostmaster. Næstformand i IBFO, Gert Jacobsen, forklarer, at man vil være en kritisk, men konstruktiv medspiller til DK Hostmaster.