I årets første kvartal blev der for første gang solgt flere smartphones med Android end med iPhone OS i USA. Det fortæller en ny opgørelse fra NPD Group. Android var installeret på 28 pct. af alle smartphones solgt til private forbrugere i USA i årets første tre måneder, mens iPhone kun stod for 21 pct. af salget.
Men hverken Android eller iPhone OS kommer i nærheden af Research In Motion (RIM), som sidder på 36 procent af markedet med sit eget operativsystem til de enormt populære Blackberry-enheder i USA.
På fjerdepladsen kommer Windows Mobile med 12 pct. af markedet, mens Palm WebOS er faldet til nogle få procent.
Googles Android bruges på mobiltelefoner fra flere forskellige producenter, som Motorola, HTC og Samsung, mens Apples operativsystem kun bruges på firmaets egne iPhones.
Dertil kommer, at Apple har bundet sig til teleselskabet AT&T med en eksklusivaftale i USA, mens Android-telefoner sælges af alle de store teleoperatører. Der går dog rygter om, at Apple vil udvikle en iPhone som fungerer på konkurrenten Verizons CMDA-net i USA.