Hewlett-Packard har introduceret firmaets første notebook-computer med AGP-grafikkort. AGP betyder Accelerated Graphics Port, og er en forholdsvis ny teknologi, der sætter hastigheden voldsomt i vejret, når det gælder behandling af kompleks grafik. Den nye HP OmniBook 7150 leveres med Intels hurtigste mobile processor, 300 MHz Mobile Pentium II, og AGP-grafikkortet ATI Rage LT Pro. Pc'en henvender sig især til firmabrugere, der har behov for at afvikle store præsentationer med flydende video og 3D-grafik fra deres bærbare maskine. Den typiske gadepris med 64 MB SDRAM og 8.1 GB harddisk er 37.500 ekskl. moms.