Da 3G-teknologien for et par år siden kom på markedet, var der store forventninger til teknologien, som på mange måder er et fremskidt i forhold til den eksisterende gsm-teknologi. Teknologien er dog aldrig blevet så stort et hit, som telebranchen havde forventet.
På det seneste har en række computerproducenter med koreanske LG i spidsen forsøgt sig med 3G-teknologien. De har simpelthen bygget en serie bærbare computere, som kan koble sig på nettet ved hjælp af 3G-nettet. Ifølge analyse-instituttet Gartner er det dog en dårlig ide.
»Er det en god ide at købe en bærbar med indbygget 3G?,« spørger Gartner og svarer selv:
»Ikke med mindre du planlægger at smide den væk eller stille den på hylden om et år. HSDPA (3G-teknologien) er ikke hurtig nok til at erstatte din bredbåndsforbindelse. Under gode forhold kan du måske opnå en download-hastighed på 2 mbps. Men upload-hastigheden bliver sandsynligvis på under 200 kbps,« skriver Gartner på sin hjemmeside.
De anbefaler i stedet, at man venter til efterfølgeren HSUPA kommer på markedet.