Natten til tirsdag blev der begået indbrud hos distributøren Inter-Data i Silkeborg, hvor der blev stjålet processorer og hukommelses-moduler til en samlet værdi af omkring 2,5 millioner kroner.
Inter-Data oplyser at tyveriet bærer præg af en særdeles god forberedelse samt særligt kendskab til bygningernes konstruktion og formentlig også alarminstallationer.
Efter flere tidligere indbrud har distributøren foretaget store investeringer i ekstra sikring. Men fremgangsmåden under det seneste indbrud er så udspekuleret, at selv professionelle sikringskonsulenter ikke har haft fantasi til at udtænke det.
»Når Inter-Data i løbet af dagen og aftenen har sørget for at denne metode i fremtiden ikke er en mulighed, vil næste skridt være en voldgrav med bevæbnede vagter,« skriver distributøren i en pressemeddelelse.
Inter-Data udlodder en samlet dusør på 25.000 kroner for oplysninger der fører til en opklaring af tyveriet. Alle stjålne varer er registreret med serienummer. Det drejer sig primært om AMD Sempron og Intel Celeron D processorer og 512 MB DDR400 RAM-moduler fra A-Data og Geil.