Ifølge Berlingske Tidende vil TDC hæve priserne for ADSL-forbindelser til nettet. Teleselskabet mener, at priserne for bredbåndsnet har nået bunden, og at prisstigningen skal sikre et sundt marked for alle.
- De forbindelser, der vil stige, er de mindste forbindelser på 256 kbit. De er ganske enkelt for billige, så vi kan ikke få en forretning til at hænge sammen med de priser, der er på dem, siger Peter Ø. Andreasen, direktør for TDC Tele Danmark, til Berlingske Tidende.
Avisen skriver, at priserne skal sættes op med mindst 10 kroner per forbindelse.
Prisstigningen kommer efter at TDC fra flere sider har fået hug for, at prisen for bredbånd er blevet for lav. Sonofon meldte i forrige uge ud, at selskabet ville stoppe udviklingen af sit trådløse bredbånd, FWA, til private, fordi selskabet ikke kunne konkurrere mod de billige ADSL-priser fra TDC.