Mere end en million mennesker er i de seneste dage flokkedes til Rom, der i forvejen har tre millioner indbyggere. Det har fået de italienske mobiloperatører TIM, Vodafone Italia og Wind til at udbygge kapaciteterne i deres mobilnetværk for at håndtere det enorme pres fra de mange pilgrimme, der forsøger at ringe hjem fra Peterspladsen og andre steder i Rom.
Vodafone har øget sin kapacitet med 50 procent i området omkring Peterspladsen, mens Wind har udvidet sit mobilnet omkring den centrale banegård Termini.
De tre selskaber fortæller samstemmende, at der endnu ikke er sket egentlig nedbrud i mobilnettet som følge af det enorme pres, men mobiltelefon-brugere i Rom der forsøger at ringe hjem må ofte vente i flere minutter på at få en forbindelse.
I pavens hjemland Polen har flere teleselskaber sænket roaming-taksterne for at ringe hjem med mobiltelefonen fra Italien. Hos PTK Center, Polkomtel og PTC Era GSM kan kunderne slippe med knap to kroner per minut - det er en femtedel af den normale pris.