Man skal passe på med at udtrykke sin utilfredshed over en sælger på eBay. Det har engelske Chris Read lært på den hårde måde. Da han modtog sin nye Nokia mobil fra sælgeren Joel Jones viste det sig, at det var den forkerte model, og at den i øvrigt var i dårlig stand.
Det skrev han på sælgerens profil, og modtog kort efter en trusselsmail, hvor sælgeren truede med at hive ham i retten, hvis ikke han fjernede kritikken. Men Chris Read nægtede. Selv om han efterfølgende havde fået nedslag i prisen.
Men miseren sluttede ikke her. I stedet vågnede Chris Read op til en stævning, hvor sælgeren påstod, at "jeg bliver straffet på eBay pågrund af dette. En sælger med negativ feedback optræder længere nede på listen end andre. Jeg taber penge dagligt, og min forretning kan gå konkurs på grund af kritikken. Jeg har intet andet valg end at gå til retten," skrev Joel Jones.
Ifølge de medier, der følger sagen, så har sælgeren Joel Jones en sag. Formentlig ikke en sag, han kan vinde, men stadig en sag. Injurielovgivningen kan nemlig komme i spil. Det skræmmer dog ikke Chris Read, der nu synes, at den forkerte mobil har kostet ham så meget tid, at han vil kæmpe til det sidste.
eBay har ingen indflydelse på sagen mellem de to parter.