En af de største online-billetsælgere i USA, StubHub, bliver nu solgt til eBay for 310 millioner dollar eller omkring 1,7 milliarder kroner. Beløbet betales i kontanter og handles ventes afsluttet allerede i første kvartal, skriver internet-auktionshuset i en pressemeddelelse.
StubHub blev stiftet i 2000 som en platform for salg af sport- og koncertbilletter. Selskabet beskæftiger omkring 350 medarbejdere og havde en omsætning på mere end 400 millioner dollar i 2006.
Det menes at eBay allerede i 2002 var tæt på at overtage StubHub for 20 millioner dollar, men parterne kunne ikke blive enige om prisen. StubHub er eBay's største konkurrent når det gælder videresalg af billetter til sportsarrangementer.
Internet-gigantens største opkøb fandt sted i 2005, hvor eBay købte telefoni-firmaet Skype for 16 milliarder kroner.