Det lyder som en alarmerende melding. En hollandsk undersøgelse viser at syv ud af ti træer i byerne er syge – for et par år siden var det angiveligt kun ét træ ud af ti. Samtidig viser hollandsk forskning, at radiobølger fra trådløse netværk kan beskadige blade på træer. Så skulle historien være hjemme – trådløse netværk slår vores træer ihjel. Men så nemt er det måske ikke.
Historien om de døende træer har gået sin gang i mange medier og blogs i den seneste tid, men nu sættes der spørgsmålstegn ved konklusionerne, skriver Wall Street Journal.
For det første er undersøgelsen kun baseret på 600 træer i en mindre by i Holland, som er fulgt over en periode på et år, og dette talmateriale er alt for spinkelt til at konkludere, at vi snart må vælge mellem om vi vil have trådløse netværk eller skove i verden.
Den anden rapport – dén med trådløse basestationer og skade på træernes blade – er slet ikke færdig nu og den er ikke offentliggjort i et videnskabeligt tidsskrift. Det er ellers et krav, før man kan tage den slags forskning seriøst.
Det hele startede i den lille by Alphen ann den Rijn i det vestlige Holland, hvor man for fem år siden fandt underlige buler på træerne. Man besluttede sig til at undersøge træerne og fandt buler på 11 pct. af dem. I år var tallet så steget til 30 pct., og hvis man tæller andre deformiteter med, så var der altså problemer med 70 pct. af træerne.
Men i den gamle undersøgelse fra 2007 talte man kun bulerne og ikke de andre skader på træerne. Så det er svært at sammenligne talmaterialet.
Herefter fik man forskere til at undersøge om trådløse netværk kan forvolde skader på plantelivet. En professor i plantecelle-biologi på Wageningen universitetet konstruerede et ”foreløbigt eksperiment”, hvor han stillede 25 små træer i to skabe. I det ene skab blev der anbragt seks trådløse access points.
Efter tre måneder var der skader på bladene i de træer som stod tættest på de trådløse bokse, ifølge professor André van Lammeren. Men han indrømmer selv, at man ikke kan drage konklusioner endnu.
Andre forskere mener at der kan være mange forskellige årsager til træernes problemer – alt fra sygdomme til forurening og ændringer i jordforholdene. Så det er nok for tidligt at slukke dit trådløse netværk.