Oracles farverige stifter Larry Ellison har trukket sig som bestyrelsesformand. I stedet har han selv udpeget sin økonomidirektør gennem mange år, Jeff Henley, til posten. Larry Ellison forbliver dog database-gigantens reelle leder, idet han stadig er administrerende direktør.
Årsagen til rokaden er da også mere taktisk end strategisk. Henleys uventede udnævnelse skyldes et ønske om større uafhængighed mellem bestyrelsen og den daglige ledelse, en skillelinje, som er blevet vigtigere for aktionærer efter en række af skandaler i amerikansk erhvervsliv.
Desuden har Larry Ellison udnævnt to af sine nærmeste rådgivere, Safra Catz og Charles Phillips til co-præsidenter. Catz er en tidligere bankinvestor, som kom til Oracle for fem år siden, mens Phillips har været softwareanalytiker og blev ansat for otte måneder siden. Phillips er også blevet udpeget til bestyrelsen.