Klumme: Krigen mod piratkopiering - uden ulovlige våben

Jeg indrømmer det gerne. Jeg tog fejl. Jeg var for hurtig på aftrækkeren, da jeg udtalte mig om, hvad man kan gøre for at forhindre piratkopiering på nettet. Og jeg er politiker, så det er lidt af en indrømmelse

Jeg fortalte ComOn, at jeg syntes det var helt i orden, at musikere og filminstruktører fik flere redskaber, så de kunne stoppe tyveriet af deres værker. Og en af mulighederne i mine øjne var at få hjælp fra internetudbyderne i denne kamp.

Jeg har nu ændret synspunkt. Og heldigvis har andre politikere før mig vist, at det er muligt at have et standpunkt, til man tager et nyt. Så med hjælp fra et par lobbyister, masser af læsning, nogle gode debatter med både almindelige mennesker og mine venner i IT-politisk forening, har jeg fået stykket et helt andet billede sammen af problemerne. Og dermed også af løsningerne.

Jeg havde heldigvis nået at sætte mig grundigt ind i sagen, da vi i Europa-Parlamentet skulle tage stilling til kulturindustriens udvikling i EU, hvor ulovlig fildeling naturligvis er et emne.


Ved at læse videre kan I få et lille indblik i, hvordan en EU-politiker arbejder. Og I kan finde ud af, hvad Europa-Parlamentet mener om at lukke af for internetadgangen for piratkopister.


Jeg har igennem et stykke tid arbejdet med piratkopiering af fysiske varer, f.eks. legetøj, mobiltelefoner, mobilopladere, flyreservedele, medicin, luksustasker m.m. Jeg blev opmærksom på området, da EU's toldmyndighed holdt oplæg i Europa-Parlamentet i det udvalg, jeg sidder i.



Toldmyndigheden forklarede, at myndighederne i EU finder flere og flere piratkopierede produkter. Det drejer sig ikke længere kun om luksusprodukter såsom solbriller og håndtasker. Også almindelige varer som vaskepulver, vand, mobilopladere etc. Det gik op for mig, at piratkopiering ikke alene er et spørgsmål om, at virksomheder tabte mange penge på, at andre kopierer deres brands og udviklingsomkostninger. Det er også et spørgsmål om forbrugernes sikkerhed.


Under et senere besøg hos de danske myndigheder, der tager sig af forfalskede varer, så jeg nogle af de varer, som man har fundet. Bl.a. et tyggegummi-mærke, som jeg selv engang imellem køber. Men én ting er tyggegummi, en helt anden er forfalsket medicin. Det kan i værste fald slå ihjel, hvis man tager livsvigtig medicin med fatale bivirkninger.


Min nye viden gjorde det klart for mig, at bagmændene ikke skyr nogen midler for at tjene penge. Alt kan kopieres, og alt kan sælges. Uden tanke på forbrugerens sikkerhed. Selv i Danmark er der mange forfalskede varer. Og det gik op for mig, at vi må gøre noget.


I den eksisterende EU-lovgivning er det udelukkende op til den krænkede rettighedshaver at agere, få myndighederne på banen og at kræve erstatning. Det er et kæmpe problem, når det i sidste ende handler om forbrugersikkerhed.


Men tilbage til piratkopiering på nettet. Min fejl var jo, at jeg direkte sammenlignede fysiske varer med onlineindhold. Fordi der i begge tilfælde er tale om ulovlig kopiering. Men det betyder ikke, at håndhævelsen kan sammenlignes.


Jeg tænkte jo, at hvis det var rettighedshavernes eget ansvar at agere, så skulle de også have redskaberne til det. Og i den forbindelse kunne det være interessant at se på mulighederne for, at teleselskaberne skulle kunne pålægges medansvar.


Det var en lang forklaring, men sådan hang det altså sammen i mit hoved. Og så kom der ellers gang i debatten. På ComOn og andre sites på nettet. I min indbakke. Og på gode gammeldags møder.


Jeg blev klogere og klogere, heldigvis. Også takket være mine nærmeste medarbejdere. Vi deler stadig ikke helt samme holdning - jeg er nok lidt mere gammeldags end dem, men jeg har fået helt styr på, at det er en kompliceret sag.


Det er svært for forbrugerne at vide, hvornår de gør noget ulovligt, og hvornår det er lovligt. Derfor er det helt nødvendigt med mere viden om reglerne - og klare regler. Men det er tydeligvis også svært for særligt musikindustrien. De har ikke forstået at tilpasse sig virkeligheden med internettet som mødested, videndeling og fildelingssites. Muligheden for at hente musik og film online eksisterer - og den bruges flittigt.


Desværre gør de skyhøje priser på musik og de ofte gammeldags forretningsmodeller, at musikindustrien giver mange personer et incitament til at dele filer ulovligt.


Selvom fildeling er ulovligt, er der alligevel en bred opfattelse blandt mange om, at det da ikke er så slemt alligevel. Jeg kender selv mange, der indrømmer at have kopieret ulovligt, og de færreste af dem har været specielt brødebetyngede over det - trods det at de aldrig ville stjæle så meget som en dåse tun i et supermarked.


Jeg er glad for, at EU-Kommissionen i januar fremsatte forslaget om, teleudbyderne skal kunne forpligtes til at lukke af for internettet for kunder, som har kopieret filer ulovligt. For deres forslag gav anledning til en helt nødvendig debat.


En så voldsom straf er helt ude af proportioner med forseelsen. Internettet skal ikke kunne lukkes som straf for ulovlig fildeling. Og det er slet ikke vejen frem at give teleudbyderne beføjelser til at agere politi.


Heldigvis står jeg ikke alene med denne holdning. For takket være en god debat i flere EU-lande endte et flertal i Europa-Parlamentet med at sige nej til den form for straf. Det er jo et klokkeklart brud på borgernes grundlæggende rettigheder. Meget information kan efterhånden kun findes på internettet, og kontakten med myndigheder foregår i stigende grad online.


Tilbage står dog den udfordring, at vi alle skal blive bedre til at betale for et produkt, som andre har lavet og som de har rettigheden til.

---

Christel Schaldemose er medlem af Europa-Parlamentet for S.