Ajour

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 14. januar 2005.


E-handel i det muntre hjørne
På online-auktioner, og navnlig eBay, kan man for tiden følge et underholdende studie i værditilvækst: Klenodier, som næppe ville kunne betegnes som klenodier, hvis de ikke var havnet i eBays udstillingsvindue - og dermed typisk også i pressens spalter - går som varmt brød.
Apropos "brød" så begyndte det hele for nogle måneder siden med et over 10 år gammelt stykke pizza, der lignede Jomfru Maria. Andre vegetabilske fødevarer med kendis-ligheder fulgte hurtigt efter, hvorefter de skøre påfund nu snart ingen ende tager: En skumplast-kop med indhold af tre-fire spiseskefulde vand, som Elvis angiveligt drak af under en koncert i 1977, er solgt - minus kop - for 455 dollars, beretter Reuters.
En anden unik eBay-vare af højt H2O-indhold er julesne i bolde af varierende størrelser og ditto priser, beretter nyhedsbureauet AP.
For første gang i mere end hundrede år faldt der i juledagene flere centimeter sne i den ellers så lunkne delstat Texas. Det sjældne meteorologiske fænomen satte gang i en indsamling uden sidestykke med det resultat, at de lokale dybfrysere (billedet) nu bugner af historiske snebolde, der venter på købere.
Et rent røv-erkøb kan man gøre ved at byde på en rulle toiletpapir, som engang hang i Londons Abbey Road musikstudie. Papiret var ifølge Ananova både "for hårdt og for skinnende" til de fire Beatles-medlemmer, som forlangte, at rullen blev skiftet ud med en mere hudvenlig kvalitet. Startpris: 40.000 pund, men så er hvert ark papir i den krasse "rock'n'roll" også forsynet med påtrykt "EMI Ltd."-logo.

Billedtekst:
sneboldeffekt Man ser det straks: En helt usædvanlig snebold af den slags, som typisk går for mellem 50 og 100 kroner på online-auktion.
Foto: eBay.com

Den skjulte dagsorden
Hvis man under et telefonmøde sidder med en fornemmelse af, at ikke alle mødedeltagerne er lige nærværende, har man ganske ret! Et firma ved navn Russell Marketing Research er gået i kødet på 385 garvede telefonmøde-deltagere, som indrømmer, at de ofte foretager sig alt muligt andet, mens de hænger i røret.
Blandt de mere legale udenomsaktiviteter er andre arbejdsopgaver, som 70 procent erkender at bruge tid på. 51 procent benytter lejligheden til at få ryddet op i deres e-mails. 38 procent spiser under mødet, og 36 procent sætter samtalen på "mute" for at foretage eller besvare andre telefonopkald.
Ni procent træder af på naturens vegne - med telefonen i hånden, hvorefter det ikke kan undre, at 13 procent nævner
toilettet som det mest besynderlige sted, de har deltaget i et telefonmøde. Andre "anderledes" steder er bilen (12 procent), soveværelset (to procent), i en swimmingpool, en kælder, på en benzintank og i et køkken (alle 1 procent).
Et mere seriøst analyse-resultat til eftertanke er, at hele 69 procent bruger tid på at lede efter møderelevant materiale - et vink med en vognstang til den manglende struktur, som ofte præger den slags møder.

Billedtekst:
Telefonmøde Hvad man ikke ser ...! Mange praktiserer intens multitasking, når de officielt sidder i telefonmøde. Modelfoto

Den virtuelle rygskade
Godt nok siges det, at papiret er taknemmeligt, men de fleste gadget-freaks vil være dem, der føler størst taknemmelighed, når de her kan læse, at de pr. mand m/k i gennemsnit slæber rundt på fjerlette digitale data, svarende til 10 vognlæs papir.
Musik, billeder, e-mails og tekst hober sig op i mobiltelefoner, digitalkameraer, bærbare computere og pda'er, beretter Toshiba, som står bag en undersøgelse af fænomenet i Storbritannien.
Til BBC News rapporterer Toshiba, at mere end 60 procent opbevarer mellem 1.000 og 2.000 musikfiler i deres elektroniske dingenoter.
Den anvendte "virtuelle vægt" i undersøgelsen er baseret på beregninger, foretaget i midten af 1990'erne af en vis Roy Williams, professor på California Institute of Technology. Han regnede sig frem til, at en gigabyte (1.000.000.000 bytes) svarer til, hvad der kan ligge af papir på ladet af en pickup-varevogn.

Billedtekst:
vægtproblem
Fit for fight til blot en lillebitte tekstfil?
Modelfoto

Ugens citat:
"En samvittighed er noget, der gør ondt, når resten af kroppen ellers lige har det så godt". Ukendt




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere