Ajour med året

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. december 2004.


Star-Spangled søgerekord
Det var årets absolutte højdepunkt - selve finalen i den ærkeamerikanske sportsgren, hvor klø og knubs hører til dagens orden. Tilmed fandt begivenheden sted i en af de USA-stater, hvor folk sidder i stimer på dødsgangene!
Ikke desto mindre var det, der fik de tv-sportsdovne amerikanere op af sofaerne efter årets Super Bowl 1. februar noget så eksistentielt-fundamentalt og uskyldigt som den ene halvdel af en kvindes barm - på "udsatte steder" oven i købet tækkeligt camoufleret af et lige så uskyldigt takket symbol.
11. september blegner som en storm i et glas vand i agurketiden sammenlignet med det trafikkaos, som opstod på nettet, da sangeren Justin Timberlake under en optræden i kampens pause iværksatte et teknisk (u)held ved at flå et strategisk placeret stykke klædning af sin medsanger Janet Jackson.
Nettes søgemaskiner havde ikke tidligere oplevet noget lignende: Aldrig er der på én dag blevet søgt så mange gange på samme emne, samtidig med at den digitale TiVo-videotjeneste, som lader tv-seerne spole tilbage i og "pause" direkte tv-programmer, kunne registrere en betydelig større interesse for at gense den ultrakorte haute couture-sekvens end for spændingselementer i selve sportsbegivenheden.
Dertil fulgte en telefonorkan, fremkaldt af flere hundredtusinde forargede amerikanere, samt et sagsanlæg fra en rasende tv-seer mod Jackson selv samt de ansvarlige arrangører med krav om en millionerstatning (i dollars!) for at have forvoldt "outrage, anger, embarrassment and serious injury" mod navnlig mindreårige seere.

Et hammerslag mod Fiorina
Efter samfulde seks år i toppen af Forbes' liste over USA's mest indflydelsesrige kvinder måtte Hewlett-Packards overhoved, Carly Fiorina, se sig detroniseret af Meg Whitman (billedet).
Og hvem er så denne Whitman?
Jo, hun står såmænd i spidsen for intet ringere end auktionshuset og online-succesen eBay, som alene i år ventes at omsætte for en milliard dollars.
I sin helhed ser toppen af Forbes' kvindeliste således ud:
1. Meg Whitman (eBay), 2. Carly Fiorina (HP), 3. Andrea Jung (Avon Products), 4. Anne Mulcahy (Xerox) og 5. Marjorie Magner (Citicorp).
Billedtekst:
Enhver ved, hvordan Carly ser ud, så her bringer vi et billede af Meg.
Foto: Computerworld US.

"Skrot op" med frustrationerne
Goiiing, krasj, kliiirrrr! Der er ikke meget rundkreds og alvorsfulde miner i den nye form for terapi, en håndfuld unge iværksættere i den spanske by Soria tilbyder stressede forretningsfolk.
"Klinikken" udgøres af den lokale losseplads, hvor klienterne/patienterne ifølge Ananova står i kø for at deltage. Her udstyres de med en lægtehammer og friheden til at smadre alle de biler, computere, tv-apparater eller mobiltelefoner, de lyster - og til tonerne af hård heavyrock. Der er sat to timer af til hver behandling, som koster cirka 430 kroner, men helbredelsen indfinder sig typisk efter blot en halv time, siger idémændene bag den skraldespanske afstressningsmodel.

Tykke Teddys printer-pinsler
I sin appetit på lidt mere action, end de vante rammer i buret kunne byde på, gik den velnærede hamster Teddy ubeset på opdagelse i sit nordtyske hjem.
I en spændende hule, mærket "Hewlett-Packard", gik det imidlertid galt: Efter at have brugt arkføderen som hovedindgang sad Teddy uhjælpeligt fast, fordi han var for fed til at kravle ud igen.
Politiet i Flensborg blev tilkaldt og havde i første omgang svært ved at tage alarmen - som indløb 1. april - alvorligt. De rykkede dog ud, men før det kom så vidt, at de ærværdige betjente måtte på "hamstring", havde en dyrevenlig nabo til Teddys ejer fået befriet det korpulente kræ, som slap med overfladiske skrammer oven på sit korte, men dramatiske, eventyr som papirtiger.

En forkætret fødselar
I dette forår kan de uønskede massedistribuerede reklamemails, bedre kendt som spam, fejre 10 års fødselsdag.
Dette online-svar på gamle dages uvelkomne børstesælgere (som dog kun sjældent indfandt sig flokke på flere snese om dagen!) debuterede ifølge IDG News Service helt præcis 5. marts 1994, da et advokatfirma med speciale i amerikansk immigrationslov, Canter & Siegel, oversvømmede et hav af Usenet-nyhedsgrupper med tusindvis af enslydende meddelelser, der reklamerede for firmaets rådgivning inden for formidling af såkaldte Green Card-opholdstilladelser.
Meddelelserne påkaldte sig, uheldigvis, så meget opmærksomhed, at sælgere af snart sagt hvad som helst vejrede morgenluft og tog den anarkistiske markedsføringsmetode til sig.

Gemt, men ikke glemt
"I lighed med, hvad vi skrev til Dem for 28 år siden, må vi desværre informere om, at Deres bestilling af en telefonforbindelse stadig ikke kan imødekommes, da vi fortsat ingen ledige linier har til rådighed".
Den rumænske mand, som modtog et brev med en ordlyd a la ovenstående fra det statslige telefonselskab, havde forståeligt nok et svært valg mellem at grine eller græde, da han læste det. Rumæneren, Gheorghe Titianu, besluttede dog i sidste ende at føle sig beæret over ikke at være glemt af selskabet, Romtelecom, siger han til Ananova.
Ifølge en talskvinde for Romtelecom er der absolut intet odiøst i den pågældende form for kundepleje:
"Vi følger altid op på en ordre - uanset, hvor længe det tager at behandle den".

Den første af (alt for) mange
For 15 år siden rejste det amerikanske retssystem sigtelse mod verdens første skaber af en computervirus, den da 24-årige Robert Tappan Morris (billedet). Hans gerninger gik hårdt ud over (blot) 6.000 computere på forløberen for nutidens internet, som forbandt universiteter, forskningscentre og militæranlæg.
Ifølge et par af Morris' studiekammerater, som under den efterfølgende retssag udtalte sig til New York Times, røg virussen "totalt ud af kontrol" på grund af en utilsigtet programmeringsfejl.
Robert Morris slap med en bøde på 10.000 dollars, tre års prøvetid og samfundstjeneste.

Oldævl omsat til sms-volapyk
Hvad de gamle grækere gad, er der ikke meget tid til i vore turbo-tider. Så skulle storfilmen Troy friste til at (gen)læse det berømte 24-binds forlæg, Homers Iliaden, er det overhovedet ikke nødvendigt!
Som en reklame-gimmick for sin Messenger har Microsoft komprimeret det over 15.000 linier lange heksameter-digt til moderne, ultra-rationelt (engelsk) sms-sprog, skriver Reuters.
Smileys og andre emotikoner på velvalgte steder kompenserer ifølge Microsoft udmærket for det lyriske kvalitetstab, som uvægerligt er fulgt med transskriptionen.

Hævnen under hammeren
En tysk familiefar fik for alvor afløb for et af det maskuline køns yndlings-dogmer, da han satte familiebilen til salg på eBay, iklædt en salgstekst, der minutiøst opremsede samtlige - konens! - buler, ridser og øvrige skader!
"Jeg har personligt været øjenvidne til, at det faktisk er muligt at køre baglæns uden at kigge. Det kan min kone!", fremturede han blandt andet i beskrivelsen.
Om konen virkelig er så dårlig en bilist, er ukendt, men hendes humoristiske sans er til gengæld ikke dårlig: Kort efter var manden selv sat til salg på eBay - som voodoo-dukke!

Lykken står den kække mobil
Sidst var det en Nokia, som reddede sin herres liv under en skudepisode i et sted i Afrika. Denne gang er mobil-mærket ukendt, men gerningsstedet identificeret som udkanten af Brisbane i Australien:
33-årige Michael Brown henvender sig ifølge avisen Herald Sun til en hash-handler, Robert Scanlon, 31, for at gøre et "helt uskyldig" indkøb.
Scanlon får imidlertid mistanke om, at Brown er undercover-betjent og beslutter sig, for en sikkerheds skyld, for at likvidere ham - med noget så eksotisk som en armbrøst. Pilen affyres og rammer plet - lige midt i Browns mobiltelefon i skjortelommen!
Selv slipper Brown med skrækken og en såret finger, mens Scanlon "slipper med" 12 års fængsel efter at have erklæret sig skyldig i både mordforsøg og besiddelse af ulovlige stoffer.

Lynleverandør i eksotiske lidelser
Billig arbejdskraft i Østen ikke bare tager vores job - det bliver også gjort dårligt. Sådan lyder kritikken fra britiske lægesekretærers fagforening, Association of Medical Secretaries, der hævder at have utallige eksempler på sjusk og makværk i kontorarbejde, som otte London-hospitaler har outsourcet til et indisk firma ved navn Omnimedical. Det skriver den britiske avis The Sun.
Firmaet synes ellers effektivt nok: Medarbejderne skriver rundt regnet 7.000 patientbreve hver måned. Brevene afsendes inden for to døgn, hvor hospitalerne selv kunne være måneder om at få dem ekspederet.
Problemet er ifølge fagforeningen blot, at kvaliteten ikke står mål med kvantiteten. Brevenes forlæg er indtalt på bånd, og det giver en sprogforbistring, som kan få fatale konsekvenser for patienterne, hævder foreningen, der er leveringsdygtig i skrækeksempler på patienter med alt fra nuttede hjertekramper til svigtende metrostationer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere