Indhold
Hvis man insisterer på at have en hurtigere pc end naboen, og computeren ikke må være alt for stor og grim, kan Iwills ZMAXdp barebone-pc være et rigtig godt grundlag. Man kan nemlig udstyre den kompakte pc med to AMD Opteron processorer, og så kan der komme fart over feltet.
ZMAXdp består af et lille kabinet med bundkort og strømforsyning, så man skal selv sørge for processorer, RAM, harddisk, optisk drev og grafikkort, hvor sidstnævnet kan være af AGP Pro-typen. Der er også plads til et PCI-kort.
Bundkortet er baseret på Nvidias nForce3 Pro 250Gb chipsæt med understøttelse af gigabit Ethernet, RAID og FireWire.
Barebone-systemet er først og fremmest beregnet til folk, der arbejder professionelt med 3D-visualisering, 3D-animation, videoredigering og andre krævende opgaver.
ZMAXdp kommer på markedet til september, og prisen bliver 499 dollar, svarende til cirka 3.100 kroner, hvis man ikke medregner den høje danske moms.