It-udviklingschef i TDC, Martin Ahler, er blevet sendt til det jordskælvsramte Indonesien af Dansk Røde Kors. Han og to andre it-folk arbejder med at få stablet netværk på benene, så både telefoner og internet kan køre.
Martin Ahler skriver hjem fra Indonesien til Computerworld.
Fredag den 23. juni
Godt få sovet igennem. Følte mig frisk og glad, da jeg stod op. Det gik over før frokost, da jeg intet havde hørt fra de to ISP'er, vi har tilbud ude hos – vil de ikke tjene penge eller hvad? Nå, så måtte jeg jo ringe til dem. Ledte efter vores lokale lærling så han kunne oversætte. Lærlingen var taget i den nærmeste moske for at bede. Måtte gå en tur.
Nå, vi fik ringet og de lovede, at vi får endeligt svar på mandag inden kl. 10.00. Er det bare mig, eller bliver jeg trukket rundt i manegen her…?
Fik løst en masse små-opgaver i dag, og fik aftalt med vores administrative delegerede, at hun tager sig af den daglige ledelse af vores to lærlinge, når vi rejser hjem. Godt at vide, at de er i gode hænder.
Kjeld og jeg kørte hjem allerede kl. 16.45 i dag, og vi så for første gang vores hotel i dagslys - flot faktisk - en skam vi ikke bruger det mere. Tog en taxa ind i Yogyakarta midtby, hvor det lykkedes at få street-shoppet lidt til familie og venner. Endte på en billig men udmærket lokal restaurant, hvor vi kunne spise godt for nogle få dollars. Skønt at komme lidt ud og tænke på lidt andet end det normale. God dag!
Fik sms fra mine døtre om, at det er Skt. Hans aften i Danmark, og at der for en gang skyld ikke er udsigt til regn.
Lørdag den 24. juni
Havde nok missionens bedste dag i dag, rent oplevelsesmæssigt. Vi var på tur rundt i bjergene omkring Yogyakarta regionen og Mt. Merapi for at tilse og lave sidste check-up på vores VHF-repeaters. Det var et større tilløbsstykke, idet det lokale Røde Kors, PMI, stillede med syv mand, der skulle med. Vi selv var fire med tolk og chauffør.
Vores repeatere er placeret hos private familier og får husly og strøm derfra. Derfor har vi lavet en formel kontrakt med ejerne om lejen. Da vi så ankom 11 mand i morges, var der nærmest feststemning, og vi blev budt varmt velkommen og fik det bedste huset kunne byde på af mad fra haven (kokos, bananer mm.) og den obligatoriske te
Turen op i bjergene vil gå over i historien tror jeg. For store dele foregik den på ikke-eksisterende veje/skråninger og på delvist sammenskredne veje, som var under heftig reparation. Godt vi kørte i en 4WD Ford Ranger med en kompetent lokal chauffør. Landskabet er fantastisk smukt. Svært at forstå, at man få kilometer herfra slås med død og ødelæggelse.
I Klaten-området besøgte vi en såkaldt Head-Of-Village, som ville takke IFRC for vores store indsats i hans landsby – vi tog imod roserne med stor ære.
Katastrofemæssigt var det en frygtelig tur, da Klaten området stort set er jævnet med jorden. Men dels bliver man lynhurtigt hærdet, dels var det meget opløftende at se de mange hundredvis af hvide Røde Kors-telte opstillet blandt alle ruinerne. Det er også godt at se, at der på forholdsvis kort tid er gang i den helt store oprydning og genopbygning mange steder.
Gæstfriheden er helt uovertruffen og med danske øjne næsten ufattelig. Hvis dette jordskælv var sket i DK ville der udbryde borgerkrig om retten til nyt tømmer og mursten, og landet sikkert være i undtagelsestilstand i årevis. Hernede hjælper man bare hinanden til at komme videre, renser naboens mursten så de kan genbruges - resultatet af en 1000 år gammel tradition/kultur, som der stadig undervises i. Et kulturelt fænomen, som de kalder Gotong Royong, og som efterleves af alle indonesere.
Endnu 11 timer på en lørdag – men sådan en dag føles næste som en fridag...
Søndag den 25. juni
Som det turde være klart for enhver der følger lidt med i mediebilledet er Indonesien konstant hårdt ramt af naturkatastrofer, og det har stået på i årevis. Den forgangne uge var ingen undtagelse – kæmpe oversvømmelse og jordskred langt herfra, mange omkomne og mange hjemløse.
Her til morgen er den så gal igen – kæmpe jordskælv ved øen Sulawesi, 6.2 på Richter-skalaen. Har ikke hørt yderligere på nuværende tidspunkt. Men hver gang, der sker noget, giver det dønninger og uro ind i vores operation, fordi det naturligvis berører alle følelsesmæssigt, men også arbejdsmæssigt, nå katastrofen skal håndteres.
Her i Yogyakarta forlyder det, at den indonesiske regering giver cirka 1.000 USD til alle husejere, hvis hus er delvist nedrevet men mere til totalt ødelagte huse. Det har afstedkommet, at mange er begyndt at rive resten af deres hus ned for at få fuld dækning. Det er forståeligt nok, da 1.000 USD ikke gør nogen stor forskel ved en genopbygning. Derudover er det rent sikkerhedsmæssigt nok bedre at bygge helt forfra end blot at lappe.
På kontoret kl. 8.00. På field-trip fra 9.00-14.30, hvor vi lavede den sidste repeater-opdatering samt forbedrede en noget tvivlsom HF-antenne. Den omtalte repeater står fysisk placeret i et aflåst lokale i en ret berømt moske i Megalang. Angiveligt skulle de første og største indonesiske muslimske åndelige ledere ligge begravet dér.
Muslimer fra hele Indonesien valfarter til moskeen for at få ro i sjælen, så der var mange mennesker. En stor oplevelse, men lidt kikset, at vi kom buldrende i vores Røde Kors-outfit med laptops og ledninger. Den 'vagthavende' Imam tog det nu pænt og viste os smilende rundt. Salam.
Administrative opgaver til kl. 18.30.
Mandag den 26. juni
Der kommer flere og flere turister i gadebilledet i Yogyakarta, hvilket under mig meget – det er trods alt først og fremmest et katastrofeområde i disse måneder. De lokale indonesere kalder dem for 'disaster tourists', og det forstår jeg godt, når de kører rundt i området med taxa for at få lidt katastrofe-lir med hjem i kameraet. Smagløst.
Omvendt er der indonesere i området, der tjener lidt penge på at slæbe de nævnte turister igennem murbrokkerne, og gerne poserer foran ruinerne. Pris 10 USD pr. person. Var det hønen eller ægget..?
Jobmæssigt, tja… ved ikke lige hvad der ramte os i dag. 12 hektiske timer med massiv support fra mange nye delegater, der alle lige skal på nettet eller printe eller have deres laptop reinstalleret. Derimellem overdragelsesforretninger af diverse områder til de blivende Røde Kors delegater.
Fik langt om længe fat i vores foretrukne ISP og fik endeligt faxet et tilbud på vores 1Mbit V-SAT. Stadig uenig om priser. De lover mig et endeligt tilbud i morgen inden kl. 10.00. Jeg har budgettet på plads, så hvis de går lidt ned i pris får de ordren. Vil gerne have sagen lukket inden jeg rejser hjem på lørdag.
