It-udviklingschef i TDC, Martin Ahler, er blevet sendt til det jordskælvsramte Indonesien af Dansk Røde Kors. Han og to andre it-folk arbejder med at få stablet netværk på benene, så både telefoner og internet kan køre.
Martin Ahler skriver hjem fra Indonesien til Computerworld.
Tirsdag 20. juni
Der sker altid noget uventet, når jeg regner med, at der kommer lidt mere ro på.
Det er faktisk meget rart, og måske også ret forudsigeligt, når man arbejder i et katastrofeområde.
Arbejdspresset er aftaget en del, selv om vi stadig arbejder minimum 16 timer i døgnet. Det helt store pres fra omgivelserne er dog væk.
Det skyldes både, at vi er på toppen af opgaven samt at de to lokale nyansatte (hhv. it-mand og radiooperatør) virkelig tager fra. De er et scoop.
De kører på med fuld energi og er fagligt dygtige. Det betyder, at Kjeld og jeg får lidt mere luft til at kigge på capacity building, hvilket vil sige etablering af et IT & Telecom-fundament som det lokale Røde Kors kan arbejde på, efter vi forlader dem om halvanden uge.
Damn! Det er kun 10 dage. Jeg når det aldrig.
Jeg er begyndt at se en del på den kommende overdragelsesforretning. Det er med formel lageroptælling, kontrakt og underskrift.
Tilsvarende skal vi have pakket vores alu-containere med gear, der skal sendes hjem til Dansk Røde Kors igen, så det kan indgå i den næste IT & Telecom Emergency Response Unit udrykning.
Sender detaljeret pakkeliste, værdi i kroner og øre, vægt, størrelse på kasserne og så videre til Susanne og Michael hos Dansk Røde Kors.
De har lovet at klare hele logistikdelen af denne cargoforsendelse. Tak.
Nå, men vi skal jo ikke hjem endnu, og der er udfordringer nok at tage fat på inden da.
For eksempell kører vores V-SAT forbindelse stadig elendigt. Havde kort møde med firmaet i går, og de fik 24 timer til udbedre problemerne, ellers kræver jeg en genforhandling af kontrakten (som jeg naturligvis endnu ikke har underskrevet).
Vi skal have større hastighed på internettet ud af Indonesien på V-SAT. Nogen forslag fra Computerworlds læsere?
Jeg vil sove på det indtil mødet med vores ISP i morgen tidlig. Er ved godt mod, men efter tre en halv uge savner jeg virkelig mine tre piger i Skejby. Jeg glæder mig til de tre uger i Toscana i juli.
Onsdag 21. juni
V-SAT folkene fra Indo.Net kommer ikke om morgeren, som vi har aftalt.
Derimod kommer de ragende midt-eftermiddag, hvor jeg er nede på Røde Kors’ centrale nødlager og installere udstyr – reinstallation af T43 + wireless printer setup.
Det er en simpel opgave med store problemer.
Man er sikker på, at det ikke virker, hvis man tager en spritny IBM T43, og lægger på denne et autoriseret T43-diskimage med den helt rigtige Røde Kors-konfiguration på.
Det virker i hvert fald ikke, når laptoppen er af asiatisk afstamning.
Keyboardet (som ellers skulle være standard US) passer slet ikke med de tegn, som tasterne giver på skærmen.
Det giver unægtelig en udfordring for brugeren, selv om jeg tidligt i forløbet påberåber mig en Fejl-40. Aner ikke hvordan jeg skal løse det…hjælp.
Nå, men mødet med Indo.Net bliver holdt uden mig, og Kjeld kan heldigvis demonstrere for dem, at vi får langt under den hastighed, som vi betaler for. Nåja betaler og betaler, jeg har jo ikke skrevet under endnu.
De får nu til i morgen klokken 14.00 til at få os over på en dedikeret forbindelse med en reel speed på 512.
Jeg ringer til deres konkurrent CSM og beder om et tilbud på en 1MBit linie, som skal køre inden weekenden. Skal ligge i min fax i morgen tidlig.
Jeg giver dem en sang om, at de nok ikke skal sætte prisen for højt, hvis de gerne ser deres konkurrent smidt ud af huset.
Det giver god mening af skifte til CSM, da Røde Kors har gode relationer til dem gennem øvrige opgaver i Indonesien - blandt andet Tsunami-operationen i Banda Aceh.
Dagen har været i øvrigt været præget at flere administrative øvelser, som forberedelse til vores take-off herfra 1. juli.
Vi har nu rigtigt godt styr på radiosiden og har møde med de lokale PMI-folk i formiddags.
Vi aftaler en weekendtur for at omprogrammere den sidste repeater – så er alt også klappet og klar for hele området.
Kjeld har lavet endnu et flot setup med (VHF) radiouddannelse af lokale chauffører og Røde Kors delegater. I det hele taget kører radiosiden som en drøm med ham ved roret.
Torsdag 22. juni
Jeg håber, at vi i TDC behandler vores erhvervskunder meget bedre end det, som jeg har oplevet de sidste par dage.
Der har været total radiotavshed fra begge udbydere på trods af klare aftaler om både bod og bedring og fremsendelse af nye tilbud. Hvad sker der!?
Jeg skal bare bruge en hurtig Internet forbindelse nu.
Ellers er morgenen præget af, at jeg må sende vores lærling tilbage til de steder, hvor han har installeret pc'er hele dagen i går.
Han har blot installeret hver enkelt pc på egen hånd uden af få en aftale med den ansvarlige Røde Kors-leder på hvert kontor.
Sådan virker tingene ikke hernede. Når man ankommer, beder man om at tale med den ”øverstbefalende” på stedet.
Så forklarer man meget pædagogisk hvilket ærinde, man kommer i. Hvis det så lykkes dig at få lederen overbevist om dine reelle hensigter, bliver du inviteret på te eller kaffe med (alt for meget) sukker på chefens kontor.
Der sidder man så og glor på hinanden, smiler og skåler i te, fordi ingen af os taler et sprog, som den anden kan forstå. Men det er ligegyldigt, for det er processen.
Derefter har du ham i din hule hånd og kan begynde dit arbejde.
Den stakkels lærling gik blot intetvidende i gang med det resultat, at alle pc'er er blevet opstillet i det fjerneste kontor uden lys og uden telefonstik til vores modem dial-up.
Jeg spørger ham, hvorfor f….. han ikke havde fået pc'erne på internettet, hvortil han svarer: ”I’m sorry Mr. Martin, but telephone not long enough…”.
Det tror jeg på da. Om igen.
Nå, ned med pulsen igen. Det går jo nok trods alt. Det er trods alt bare en helt spildt arbejdsdag for ham. Apropos spildt tid. Vores to ugentlige koordinationsmøder tenderer til spildt tid.
Folk er trætte efter tre en halv uges non-stop arbejde, og trætte folk kan ikke fatte sig i korthed og blot uddrage essensen af deres mange bekymringer og forbehold. Jeg hader, når folk spilder min tid.
Qua den dårlige performance på vores internet-forbindelse har vi fundet det nødvendigt at etablere en firewall til at styre trafikken, for de medbragte Linksys-routere kan jo knap nok regulere sig selv.
Derfor har vi lavet en fiks lille homemade firewall bestående af en styk IBM T43 bærbar PC, to styk netkort i samme PC, et par Ethernet kabler og så bare boote op på Knoppix 4.0 CD (Linux).
Den indbyggede firewall filtrerer alt det fra, som vi konfigurerer i en simpel txt-fil. Hvor svært kan det være? Farvel Skype, MSN, Windows Update med flere. Godt at Kjeld er Linux-haj (også hans ide). Jeg lærer en masse om Linux.
For tredje dag i træk lykkes det mig ikke at kunne gå fra kontoret et par timer før normaltid, så jeg kan få købt gaver til tøserne. Får til gengæld løst mit keyboard-problem fra i går, hurra. Endnu en glad bruger.
Jeg er træt og irritabel og føler mig omgivet af tåber, som ikke forstår mig. Mission-fatigue? Hm. Skal måske prøve at fikse en halv fridag.
