It-udviklingschef i TDC, Martin Ahler, er blevet sendt til det jordskælvsramte Indonesien af Dansk Røde Kors. Han og to andre it-folk arbejder med at få stablet netværk på benene, så både telefoner og internet kan køre.
Martin Ahler skriver hjem fra Indonesien til Computerworld.
Fredag 9. juni
Vi har efterhånden radionetværket på VHF oppe og stå med repeatere, handsets, bil- og basis installationer, men har nu udvidet det med 13 HF installationer.
Det skyldes til dels vulkanen Merapi som et led et Vulkanberedskabet, dels som led i den generelle kapacitetsudvidelse og disaster preparedness i området.
Installationerne foretages nu af et lokalt firma, som vi har hyret.
Folkene er ret dygtige med den rette supervision og motivation.
Vores ISP’er kommer og udskifter de defekte komponenter, og vores trådløse net har nu været stabilt hele dagen - undtagen når generatoren løber tør for benzin, så vi løber for strøm.
Jeg skal installere telefon, fax og internetforbindelse på en af Røde Kors’ centrallagre, men der er ingen signal i stikkene.
Må overtale en teletekniker fra telefonselskabet til at møde i morgen lørdag klokken 09.00 og lave det fornødne. Money talks.
Det store el-kapacitetsproblem skal være løst i dag, da vores 45kW generator endelig kommer sammen med tre såkaldte elektrikere, hvoraf de to er hyret 24:7 til at vedligeholde og passe på generatoren.
Det setup, de ender op med, er en katastrofe, som ville have brændt vores HQ-bygning af, hvis ikke Kjeld (fra mit ERU-team), havde fået stoppet processen få minutter før katastrofen.
Vi får tilkaldt tre el-eksperter fra Norsk Røde Kors, som arbejder på felthospitalet i Bantul.
Intet er som forventet, og ikke én dag er gået som forventet, så mobilitet og forandringsparathed er to gode egenskaber at have (også) her.
Overvejer om jeg skal tage en halv dag fri på søndag og købe et par gaver til ungerne og køre op og se nærmere på Merapi-vulkanen.
Lørdag 10. juni
Begynder morgenen med at møde en tekniker fra telefonselskabet ved Røde Kors’ centrallager i Yogyakarta, som skal installere tre almindelige telefon-stik til henholdvis telefon, fax og modem dial-up.
Ingen problemer i det, og jeg får faxen installeret samt de eksisterende labtops på nettet via dial-up.
De 10 nye IBM-laptops, som vi har bestilt, er kommet, og vi påbegynder installationen af dem med de medbragte diskimages fra Danmark.
Derudover er de 12 komplette HP desktops ankommet, og jeg har påbegyndt installationen af den første for at lavet en image til de øvrige.
Nåer på posthuset for at sende en pakke med overflødigt tøj hjem. Vægt 5,5 kg. Pris: 325 dollar.
De må jo tro, at jeg er idiot. Jeg bærer den hellere hjem på ryggen. Overvejer om de gutter fra postvæsnet hernede ikke skulle have lidt modstand til deres monopol. Investor søges.
Vi har haft to jobannoncer i aviserne, hvor vi søger efter en it-ekspert og en radiooperatør til at løfte arven efter os efter 1. juli.
Resten af dagen går med vidt forskellige jobinterview, og selv om jeg efterhånden har ansat en del folk gennem tiden, har jeg aldrig oplevet samtaler som disse. Det er meget underholdende og lærerigt.
For eksempel kan kun én af dem nølende svare på, hvorfor han overhovedet har søgt jobbet.
En anden tror, at det handler om en radiostation. En tredje tror, at hun skal passe telefoner. Vi får dog ansat to mand. Den ene kommer helt fra Bali med sin kuffert og er klar til at starte med det samme.
På spørgsmålet om, hvorfor han har sin kuffert med, svarer han blot, at han da havde regnet med at få tilbudt jobbet, så hvorfor så vente mere.
Han er virkelig faglig dygtig, så han har fået nyt job nu.
Jeg bor cirke 25 kilometer fra Merapi og kan om aftenen fra mit værelse se den røde lava løbe ned af bjerget. Det er fascinerede og skræmmende.
Den nye generator kører som en drøm, og vi har ikke været offline hele dagen.
Søndag 11. juni
I dag skal vi på site-seeing. Det vil sige, at vi skal rundt og kontrollere de opsatte VHF-stationer samt de tre repeatere, som vi efterhånden har fået sat op.
Det går fint, og selv om den forventede halve fridag helt udebliver, har vi alligevel en god tur.
Blandt andet kommer vi forbi Borobudur-templet, som er ét af verdens syv vidundere, og som jeg sidst så tilbage i 1988 sammen med min kone, Jane.
Det er et fantastisk gensyn, og templet har heldigvis ikke taget skade af jordskælvet.
Det er den mest fredfyldte oplevelse i to uger. Ren mentalhygiejne, selv om jeg savner Jane ved min side. Det er ikke helt det samme at holde i hånd med Kjeld og Ibrahim 
.
Vores VHF-sites har det godt, og der er kun anledning til mindre omprogrammeringer af radiofrekvenserne.
Det lokale firma, som vi har hyret, har gjort et godt arbejde.
Vi kommer ret så tæt på vulkanen Merapi, men desværre er det overskyet, så vi ikke kan se ret meget af bjerget.
Vi besøger den største af Merapi-evakueringslejrene, hvor vi havner midt i en kæmpe muslimsk fest, og vi bliver det helt store midtpunkt. da vi ankommer i den ret seje Land Cruiser med store antenner.
Den lokale lejrchef inviterer os på vand og frugt, og vi bliver placeret i kæmpe læderstole, godt centralt placeret på den åbne plads, så de flere tusinde mennesker kan se hver en bevægelse.
De er alle mennesker i nød og alligevel har de overskud til at byde os velkommen, uddele af deres rationer og ønske os et godt og langt liv som tak for vores indsats i området.
Der er en fantastisk stemning.
Festen er kulminationen på en traditionel omskæringsceremoni. Det er noget, der sætter min personlige integritet og loyalitet over for Røde Kors' humanitære principper på en hård prøve, men jeg er professionel trods alt.
Kan dog ikke helt se bort fra, at mine egne piger har samme alder.
På vejen hjem passerer vi et meget hårdt ramt område i Klaten. Der er ikke mange huse tilbage, og antallet af ofre i området er blandt de højeste. Det er sørgeligt og deprimerende.
Er hjemme klokken 20.00. Har intet spist hele dagen ud over en liter vand. Det er tåbeligt og unødvendigt. Jeg har let feber, ondt i halsen og snottet løber som en konstant vandhane. Længe leve AC i biler…
Mandag 12. juni
Har det dårligt, da jeg vågner. Piller, vand og sove en time mere. Feber og snot – aaargghhh. Det har jeg ikke tid til. Afsted på kontoret en time forsinket.
Vores nye lokale mand er startet, og vi beder ham installere en Windows 2003 Server. Med et par reinstallationer går dagen med det.
Jeg selv er begyndt at lave inventarlister på al vores it-udstyr.
Alt skal registreres med brand, version, serielnummer, modtager og lignende.
Får styr på de sidste to ugers løse noter. Længe leve Excel.
Alt bliver registreret, så vi kan lave en helt formel hand-over af udstyr og dokumentation for allerede udleveret udstyr.
Al udstyret er en gave fra Den Internationale Røde Kors Føderation i Geneve (IFRC) til det lokale Indonesiske Røde Kors (PMI). Selve overdragelsen til PMI sker først, når vi skal rejse hjem 1. juni.
Kommer i gang med kloningen af de 13 nye HP Desktops. Eller i gang og i gang, for vores medbragte ghost-applikation virker ikke på HP.
Må finde en anden løsning, for vores amerikanske Relief-unit kommer og henter de første fire i morgen tidlig. Det viser sig, at Linux bliver min redning – dd-kommandoen for nørder.
Syg…vil bare sove.
Tager hjem allerede klokken 18 og sover i 14 timer.
Tirsdag 13. juni
Vågner omtåget efter mange timers søvn, men stadig med let feber. Af sted på kontoret og møder en time senere end sædvanlig.
To midaldrende engelske sygeplejersker har købt noget honning til mig, angiveligt med en specielt helende effekt i forbindelse med kogende vand og lime.
Nænner ikke at fortæller dem, at det smager dårligt og ikke hjælper efter deres tre serveringer. Jeg er mere til den kolde kaffe.
Videre med Linux-kloningen fra i går, som det går fint med. Leger med parametrene for finde den kortede kloningstid. Det er sjovt at komme tilbage til Dos 3.3 og 1988.
Lægger sidste hånd på registreringen af vores radioudstyr på lager og i felten.
Vores hyrede teknikere fra Jakarta har nu forladt os efter lagertælling og gennemgang af bilinstallationerne.
Begynder nu for alvor at forberede Ibrahims hjemrejse til Danmark på torsdag. Kjeld og jeg skal jo køre showet herfra, og da det er vores første ERU-mission, er der stadig nok at se til.
Det er skønt at vores strømforsyning og internet-forbindelse er stabile (om end langsomme). Det giver et minimum af officesupport og dermed tid til at tænke forberedelse nogle dage frem.
Hører der er hedebølge i Danmark. Taler med Jane klokken 03:45 danske tid. Hun kunne ikke sove.
Det slår mig, hvor meget jeg savner min familie, men kan omvendt se lys for enden af tunnelen, da næsten halvdelen af tiden nu er gået.
Onsdag 14. juni
Efter igen ikke mange timers søvn holder vi morgenmøde med Mr. Latifur, Røde Kors Operation Coordinator på Yogyakarta EQ.
Han har nogle gode kontakter i den indonesiske centraladministraion, og vi skal bruge ham til at få lyn-godkendt vores VHF-frekvenser – dels simplex, dels repeaterne (ha, hør lige mig…).
Nå, men han ville gerne hjælpe, så vi håber, at vi inden for en uge kan få det formelle stempel fra Kommunikations-ministeriet, selv om vi allerede så småt er begyndt at bruge frekvenserne.
Begge vores to nye it-ansatte er nu startet på kontoret, og jeg tror, at de er lidt forskrækkede.
Vi har nemlig gang i installation af et nyt telefon-switchboard til hele huset, hvor fire montører endevender huset med ledninger, bokse og nye telefoner og spørgsmål.
Samtidig er vi ved at ny-installere hele vores internetforbindelse. Vi skifter fra CSM til V-SAT, og de garanterer nu 512MBit begge veje.
De har fået tre hverdage til bevise deres hastighed ud fra princippet om no cure-no pay. I mellemtiden rutscher vores router op og ned og giver massiv officesupport dagen lang
Vi skal have de første ni spritnye HP 7600 desktops færdige og klar til afsendelse og ender også med at skulle installere fire af dem på lokale Røde Kors (PMI) kontorer.
Må i hast finde en it-kyndig fra Fransk Røde Kors, som kan tage turen. De to nye it-folk får lov selv at løbe med kontorinstallationen af én desktop.
Vi skal have vores Windows 2003 server endeligt op og køre og laver backup partitioner til de forskellige deltagationer fra Admin, Health, Logistics, Water and Sanitation, IT & Telecom og et fælles share.
Alle skriger på backupmuligheder, og det er egentlig smart nok, når man tænker over det.
Da vi går hjem, spørger de to nye forsigtigt, om ikke det har været en travl dag.
Vi svarer ganske overbevisende og i bedste arbejdergiver stil: ”Nope, this was just a normal day at the office. See you tomorrow at 8am - sharp”.
Men jo, det har været heftigt i dag. Alt er heftigt, når folk på HQ ikke kan kommunikere med deres folk i felten. Det er kritisk.
Oven i hatten skal vi overtage de sidste ting fra Ibrahim, der rejser hjem til Danmark i morgen. Det kommer til at koste nogle øl i aften.
Jeg har formelt overtaget Team Leader rollen efter Ibrahim, men som hidtil er det blot en formalitet.
Intet kan fungere her uden 100 procent teamwork, uddelegering, tillid og tæt sparring, så jeg har behændigt (og godt hjulpet af gode råd fra divese lederkurser i ind- og udland) valgt af uddelegere halvdelen af arbejdet til resten af teamet, nemlig Kjeld. Så velkommen i ledelsen, Kjeld.
For en gang skyld kan jeg konstatere, at mere af det samme faktisk gør en forskel, selv om jeg i mit job i TDC ofte plæderer for det modsatte.
