It-udviklingschef i TDC, Martin Ahler, er blevet sendt til det jordskælvsramte Indonesien af Dansk Røde Kors. Han og to andre it-folk arbejder med at få stablet netværk på benene, så både telefoner og internet kan køre.
Martin Ahler skriver hjem fra Indonesien til Computerworld.
Mandag 5. juni
En TDC it-udviklingschefs mandag i et katastrofeområde i Sydøstasien: En lang dag som tømrer, elektriker, mekaniker, maskinoperatør, lærer, supporter og logistikmedarbejder - alt sammen godt varieret.
Klokken 00:15: Tager til lufthavnen for en hente den generator, som jeg nu har ventet på i tre dage.
Den kommer sammen med andet Røde Kors-nødhjælpscargo, der flyves ind fra hele verden. Det tager to en halv time at unloade flyet, mens jeg venter på landingsbanen.
Generatoren viser sig at være en 4,5kW, hvilket lige nok til at trække en kaffemaskine. Men jeg skal altså have femten pc'er og to printere på. Hjemme klokken 03.00.
Klokken 08.00 ankommer jeg til HQ og får fat i en lokal elektriker til at trække ledninger til generatoren uden på HQ-bygningen. Han kommer klokken 11, kun to timer forsinket (i DK var han nok slet ikke kommet). Og i mellemtiden er min tolk forsvundet.
Klokken 11.00 ankommer to teknikere fra Fransk Røde Kors, som skal uddanne mig i brugen af generatoren. Men hverken olie eller benzin er leveret som aftalt.
Klokken 12.00 henter jeg selv benzin og olie. Må lige købe to 10 liters-dunke på vejen.
Jeg kører uden tolk, så det tager to timer at forklare 117 indonesere, at jeg skal have benzin til en to-takts motor. Det hedder så bensin pamdul, hvis nogen er interesseret.
Klokken 14.00 får jeg fire pc'er og 1 printer og hele det trådløse netværk inklusive selve satellit forbindelsen koblet på generatoren. Og strømmen i vores hovedkvarter er ikke røget siden. Succes!
Klokken 16.00 får jeg ansat en lokal indoneser til at tage ansvaret for vedligehold af generatoren. Det sker, efter jeg laver udførlig how-to manual på engelsk og får den oversat til indonesisk, printet og lamineret.
In-between og resten af dagen: It-support og installation. Jeg vil aldrig mere bande over en it-supporter i TDC.
Tirsdag 6. juni
Fra klokken 08.00 - 12.00 er der total panik og kaos.
Vores satellitforbindelse er røget, og vi kan ikke få hul igennem igen før klokken 11, hvorefter alle skal have support til at komme online og printe igen igen igen.
Imens kommer den lokale internetoperatør klokken 09.00 som aftalt for at installere en trådløs CSM 512MB.
Efter to timers installation af den seks meter høje mast på taget af det jordskævlsramte HQ, må de konstatere, at det alligevel ikke virker.
Nu prøver de så en anden vej og så går der et par dage med det, alt imens alle skriger på en bedre og billigere forbindelse end vores satellit nød-connection.
Varmen er svær at arbejde i. Udenfor bliver man bogstavelig talt stegt, mens der indenfor er 40°, og luften står helt stille. Tøjet er gennemsvedt for længst, og maven virker slet ikke.
Fantastisk hvad man kan overkomme, når man får lov at knalde igennem og kun skal tænke på missionen og sig selv. For man skal som bekendt kunne passe på sig selv, for at kunne passe på andre.
Hverken tænke på mad, vasketøj, transport, logi eller andet - kun fokus på opgaven og overlevelse.
Onsdag 7. juni
Er på min første store field-trip uden for kontoret. Skal til et lokalt indonesisk Røde Kors-kontor i et hårdt ramt område i Yogyakarta og installere VHF-radio basestations og udlevere nogle håndsæt.
Mig og radioer??!
Nå, af sted sammen med en tolk (nødvendigt) og fire lokale entusiastiske radioamatører. Vi ankommer til stedet omgivet af nød og elendighed. Folk i telte, folk på gaden, og huse der ligger med jorden.
Det eksisterende antenneanlæg er ødelagt, så vi må støve tolv meter antenne op i en fart.
Jeg har sat fire timer af i alt inklusive undervisning og formel handover.
Det tager os tre timer blot at finde en mast hos en smed et sted i byen, og cirka en time at finde en, der kan fragte de seks meter lange rør gennem byen uden at slå for mange indonesere på knallert ud af kurs (og dem er der mange af).
Turen igen omkring den mest usle smedie i byen, der har arbejdsforhold, som ville få arbejdsdirektoratet til at slå ud i rødt.
Jeg er total novice på radioområdet, så jeg er helt overlagt til de lokales viden samt tolkens samarbejdsvillighed.
Alligevel finder jeg mig selv midt i at give instruktioner om opsætning af mast, programmering af frekvenser, planlægning og gennemførelse.
Det er simpelthen nødvendigt at tage lead herude, ellers sker der intet. Og der er meget, der skal nås.
Hvis du læner dig tilbage, kan du ikke bidrage med noget. Det er frem i bussen, tage initiativ, være proaktiv - eller tage hjem.
En refleksion på kommunikation i felten, er kommunikationen med de lokale Røde Kors-medarbejdere i Indonesien.
De mener det godt, men som med al kommunikation handler det om at møde folk, hvor de er både menneskeligt, fagligt og socialt. Og min tålmodighed kommer konstant på alvorlig prøve. Tempoet (det manglende) hos indoneserne, varmen, fugtigheden, regnen, presset, de nødlidende, savnet og meget mere, gør, at jeg bare får åndenød. Og mængden af opgaver vokser i stedet for at aftage. Der er simpelthen ikke timer nok. Det er ikke meget anderledes end mit job hos TDC i perioder, men alligevel HELT anderledes alvorligt.
Torsdag 8. juni
Op klokken 07.00 efter fire timers søvn.
Afsted på radiotur igen, men denne gang med et andet mindset. Jeg har ingen forventninger om at nå mere en én installation trods planer om tre.
Det giver en helt anden ro. Er for første gang i det hårdest ramte område i Bantul. Det er dybt tragisk.
Helt almindelige familier revet itu. Intet hjem og/eller mistet mand/kone/børn.
Godt at se, at Røde Kors har etableret shelters, mad, sanitet, vand med videre, hvilket alt sammen er eksekveret af tusindvis af frivillige hjælpere fra hele landet samt os delegater fra det Internationale Røde Kors, IFCR.
Vi må til en smed og have svejset nogle specialrør, der passer til den eksisterende mast, så igen er der en del ventetid.
Den tilbringer jeg med at gå rundt i området og tale med nogle af ofrene. Får fortalt mange skæbner gennem min tolk og får siddet med mange børn på skødet. Smiler udvendigt, men er totalt grådlabil, da jeg går tilbage.
Tilbage på Røde Kors kontoret i Bantul, oplever jeg mit første efterskælv, som bliver målt til 3,7 på Richter-skalaen.
Det er kun én kort rystelse, men det er nok til, at jeg mister balancen, inden jeg på rekord tid kommer ned fra første sal og ud i det fri og væk fra den i forvejen stærkt beskadigede bygning.
De lokale tager det helt roligt og kommer lidt senere gående ud, og der står så 50 mennesker og griner af mig. Heldigvis kan jeg også grine af mig selv – scared to shit! Hvornår kommer den næste? Mens jeg sover?
På vejen til Sleman, hvor næste installation skal foregå, går det længe ventede vulkanudbrud på Merapi i gang. Og jeg er på vej dertil.
Vi er dog i sikkerhed, da sikkerhedszonen netop er udvidet til 12 kilometer radius. Fantastisk oplevelse, men surrealistisk og oprivende at køre gennem død og ødelæggelse fra én katastrofe til den næste inden for 10 kilometer.
Hvilken forskel Røde Kors dog gør hernede. Det er fantastisk at være med til. Det giver ny energi. I seng klokken 01.00. Jeg mangler søvn trods alt.
