Hvis Apple har fået klager over høreskader fra iPod-høretelefonerne, så har det ikke afskrækket selskabet fra at skabe grobund for naboklager.
Apple blander sig nemlig nu på det store marked for tilbehør til selskabets bærbare musikafspiller med et højttalersystem kaldet iPod Hi-Fi.
Sådanne systemer findes allerede fra en række højttaler-producenter, men Apple vil understrege selskabets vision om at erobre stuerne med selskabets Mac-computere og iPod-musikafspillere.
- Det er stereoanlægget genopfundet til iPod-alderen, sagde Apple-direktør Steve Jobs ifølge nyhedsbureauet AP ved lanceringen af iPod Hi-Fi, der blev lanceret tirsdag sammen med selskabets nye Mac mini.
IPod har været en enorm succes for selskabet, der hidtil har formået at begrænse konkurrenternes indmarch på markedet.
Til gengæld er der opstået et nyt stort marked for iPod-tilbehør, og selvom Apple nu selv begynder at sælge tilbehør, er der fortsat plads til de øvrige tilbehørsproducenter, understreger Apple-chef Phil Schiller over for AP.
- Det handler alt sammen om iPod-livsstilen, siger Phil Schiller til AP.
IPod Hi-Fi ligner mest en center-højttaler, som de kendes fra hi-fi-surround-systemer. Den har en særlig adapter, der ifølge Apple kan tilsluttes alle de iPod-modeller, Apple hidtil har produceret.
Enheden leveres desuden med en fjernbetjening, ligesom selskabets iMac og Mac mini nu gør det.
Relevant link