En ny chip udviklet af forskere hos it-giganten IBM kan på sigt erstatte teknologier som Bluetooth, UWB og ZigBee til overførsel af data over korte afstande på kontoret eller i hjemmet.
Der er ifølge IBM tale om en chip, der udnytter frekvensbåndet omkring 60 gigahertz, som også kaldes millimeter-båndet på grund af bølgelængden.
Dette frekvensbånd er endnu ikke reguleret, og derfor har flere forsøgt at udnytte det til datatransmission.
De hidtidige forsøg har dog resulteret i for dyre eller for store kredsløb til at gøre teknologien anvendelig i praksis.
Udvikling inden for chipteknologi har imidlertid medført forskning i kredsløb, der kombinerer grundstofferne silicium og germanium for at få særlige elektriske egenskaber.
Denne forbindelse har nu vist sig også at gøre det muligt at konstruere en chip, som på mindre end en kvadratcentimeter kan indeholde sender, modtager og to antenner, oplyser IBM ifølge en pressemeddelelse.
Denne størrelse kan lettere indbygges i elektronikprodukter.
Hastigheden for dataoverførsel vil ifølge IBM kunne komme helt op på gigabit-niveau, hvilket svarer til de hurtigste kontornetværk i dag.
- Førhen har trådløst altid manglet hastighed sammenlignet med kablede netværk. Denne nye teknologi gør det muligt at fjerne denne "download-kløft" og udnytte det fulde potentiale af den trådløse teknologi, siger forskningschef T.C. Chen fra IBM ifølge en pressemeddelelse.
Ifølge IBM er ét af anvendelsesområderne inden for nær-netværk på kontorer, hvor brugeren typisk har behov for at synkronisere håndholdte computere eller overføre filer fra digitalkameraer.
En anden mulighed er til overførsel af HDTV, tv-signaler i høj opløsning, mellem eksempelvis en dvd-afspiller og et tv monteret på væggen, skriver IBM.