Sidste års nederlag i en sag om et patent på en teknologi i Office-pakken får kun betydning for et meget begrænset antal brugere, vurderer Microsoft.
Sagen drejer sig om et patent på en teknologi til at kæde regnearket Excel sammen med databaseprogrammet Access via et enkelt regneark.
Microsoft tabte sagen i juni sidste år, og som konsekvens af dommen skal selskabet ændre funktionen i Office 2003 og Office XP.
Nyhedstjenesten CNET skrev tidligere på ugen, at Microsoft advarede selskabets kunder om, at de kunne blive nødt til at installere en opdatering.
Over for Computerworld uddyber Microsoft nu, hvilke opdateringer der er tale om.
- Der kommer ikke noget nyt. Der er tale om den Service Pack 2 til Office-pakken, som har været ude siden september sidste år, siger produktchef Lone Lyth fra Microsoft Danmark.
Dommen har dog betydning for de kunder, der har benyttet den omstridte funktion. De skal ifølge Microsoft være opmærksomme på, at nye installationer af Office-pakken kræver Service Pack 2.
- Vi vurderer, at det drejer sig om et mindre antal, der bruger den funktion, siger Lone Lyth.