Europas største halvlederproducent, tyske Infineon, indkasserer i år et underskud, efter det tidligere moderselskab, industrigiganten Siemens, solgte sin mobiltelefon-division til taiwanske BenQ.
Infineons omsætning faldt i forhold til sidste år, og netop salget af chips til mobilproducenterne udgjorde en stor del af nedgangen, da Infineon har mistet markedsandele, skriver EE Times.
Infineon meddelte i sidste uge, at selskabet overvejer at sælge dets afdeling for DRAM-hukommelseschips fra.
Det sker efter længere tids økonomiske problemer for afdelingen, som dog i årets sidste kvartal kom ud med et overskud. For året som helhed endte DRAM-forretningen med et underskud for Infineon.
Frasalget vil også komme på et tidspunkt, hvor markedet for DRAM-moduler er mættet, hvilket har fået blandt andet analysefirmaet Gartner Group til at forudse kraftige prisfald over de næste år.
Infineon kom ud af finansåret 2005 med en samlet omsætning på 50,2 milliarder kroner mod 53,4 milliarder kroner i 2004. Et overskud i 2004 på 454,1 millioner kroner blev i år til et underskud på 2,3 milliarder kroner.