Borland køber softwareleverandøren Legadero og dets Tempo-teknologi i et skridt, som skal forstærke Borlands værktøjskasse inden for projektstyring og softwarevedligeholdelse.
Legaderos Tempo-software vil fremover blive solgt under navnet Borland Tempo.
Softwaren indeholder administrations-værktøjer til at holde styr på kravsspecifikationer, de forskellige trin i udviklingsprocessen samt de ressourcer, der er til rådighed.
Det skal fungere som hjælpemiddel for chefer, projektledere og udviklere til at understøtte softwareprojekter.
For Borland betyder opkøbet en forstærkning inden for ALM eller Application Lifecycle Management, som er et af de områder, selskabet slår på, når det skal sælge dets udviklingssystemer.
Begrebet dækker over værktøjer til at følge projektet i alle dets faser fra analyse over design til installation og oplæring af slutbrugerne.
- Vi gennemfører det her opkøb, fordi det udgør en vigtig brik for kunderne, som vil gøre udviklingsprocessen mere kontrollerbar og forudsigelig, siger produktchef Erik Frieberg fra Borland.
Købet gennemføres kontant, men de to selskaber oplyser ikke prisen.