Samsung Electronics er en gigant og verdensførende inden for en række teknologiområder - blandt andet memory-produktion.
Den slags er der voldsomt meget brug for i disse AI-tider, men til trods for det, kan Samsung ikke opfylde markedet forventninger til overskud i selskabets seneste kvartalsregnskab.
Det får nu Samsungs topchef for chipproduktion, vicechairman Jeon Young-hyun til at gå offentlig bodsgang på den asiatiske og noget dramatiske facon. Det skriver The Register.
På trods af en vækst i kvartalsoverskuddet på ikke mindre end 275 procent i forhold til samme kvartal året før, siger Jeon Young-hyun:
"Den præstation levede op til markedets forventninger, og det har rejst bekymringer om vores grundlæggende teknologiske konkurrenceevne og virksomhedens fremtid. Ansvaret for alt dette ligger hos os, der leder forretningen.”
Analytikerne havde regnet med et overskud på svimlende 49,5 milliarder kroner i kvartalet, men det når Samsung altså ikke. I stedet bliver det til et overskud på 46,2 milliarder kroner
Samsung Eletronics samlede omsætning i tredje kvartal lander på næsten 398 milliarder kroner.
Samsung erkender, at det er memory-forretningen, der ikke performer, som den skal. Det skyldes engangsomkostninger og andre udefinerede negative effekter.
The Register noterer, at væksten i salg af hukommelseschips ikke burde være et problem for netop Samsung i lyset af den voldsomme efterspørgsel på grund af AI-udbredelsen.
Samsung er dog under intenst pres for at kunne levere såkaldte HBM-chips til AI-brug (high-bandwidth memory).
En af Samsungs konkurrenter er ligeledes koreanske SK hynix, som er verdens næststørste chipsproducent. SK hynix kunne som den første i verden i sidste måned begynde masseproduktion af netop 36 GB 12-lags HBM3E-chips.