Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Danmark er verdensmester i offentlig digitalisering for fjerde gang i streg: Se hele listen her

Digitaliseringen af den offentlige sektor i Danmark går ikke ubemærket hen i resten af Verden. For fjerde gang i træk indtager Danmark førstepladsen i FN’s E-Government Survey 2024.

Danmark ligger på en sikker førsteplads i en ny rapport fra FN, der rangerer 193 landes digitale udvikling. Danmark lå også øverst på ranglisten i de tre foregående målinger, som blev foretaget i 2022, 2020 og 2018.

I årets måling ligger Danmark i front efterfulgt af Estland og Singapore.

Norge, der netop har lanceret en storstilet plan for at blive verdensmester i digitalisering inden 2030, lander på en 15. plads i årets måling fra FN.

Danmark fremhæves for at udvise et stærkt digitalt lederskab og for en proaktiv national digitaliseringsstrategi.

Rapporten nævner blandt andet borger.dk, virk.dk og sundhed.dk som eksempler på, at Danmarks mange offentlige myndigheder har formået at levere gode tværgående digitale løsninger. Samtidig roser rapporten Danmark for at fremme borgerinddragelse via digitale initiativer såsom borgerforslag.dk.

”Jeg er meget stolt over, at Danmark fortsat er verdensførende inden for offentlig digitalisering. Men selvom vi gør rigtig meget godt, skal vi ikke hvile på laurbærerne. Vi skal sørge for, at digitaliseringen også fremover er til gavn for alle og fortsat have stort fokus på at forbedre digitalt udsatte borgeres muligheder. Den nye FN-rapport viser, at vi har et særdeles stærkt udgangspunkt for regeringens kommende arbejde med kunstig intelligens i den offentlige sektor,” siger digitaliseringsminister Caroline Stage.

FN’s rapport udkommer hvert andet år og måler offentlig digitalisering på tværs af tre indikatorer; telekommunikationsinfrastruktur (Telecommunications Infrastructure Index, TII), befolkningens digitale evner (Human Capital Index, HCI) og statens digitale tjenester (Online Services Index, OSI).

Alle lande tildeles en score mellem 0 og 1, hvor Danmark får en ’E-Government Index’ score på 0.9847.

Her får du hele listen fra FN’s 2024 E-Government Development Index: