Med lanceringen af sin seneste ARM-processor til Windows-baserede computere, Snapdragon X Elite, løftede mobil-kæmpen Qualcomm barren for, hvad der kan forventes af ydelse og driftstid i en bærbar.
Processoren markerede sig ved at levere på et højt niveau, der på flere punkter kan matche dagens bedste laptop-processorer fra Intel og AMD, men samtidig kan levere langt længere driftstid.
Selskabets nyeste processor, Snapdragon X Plus, er billigere og sigter dermed lavere, men har potentialet til i stedet at tilbyde en fænomenal driftstid.
Færre kerner
X Plus processoren er født med enten otte eller 10 regnekerner, mod de 12. som Qualcomm tilbyder i sin topprocessor. Disse snurrer samtidig op til 3,2 eller 3,4 GHz, mens topmodellen kan ramme 3,8 GHz.
Omsat til ydelse i hverdagen, viser Qualcomms egne tal, at den nye kollektion ikke halter meget efter sin top-processor. Her leveres mellem fem og 25 procent lavere ydelse.
Den største ydelsesmæssige forskel vil dog findes i otte-kernede varianter som udover at byde på færre regnekerner får halveret antallet af grafiske enheder, noget som vil kompromittere den i forvejen middelmådige ydelse i spil.
De otte-kernede versioner leverer alene 1,7 til 2,1 TFLOPS i spil, mod mellem 3,8 og 4,6 TFLOPS i de kraftigere modeller. I praksis giver det halv så høj ydelse i 3D-spil benchmarket 3DMark.
Men med færre hestekræfter og lavere frekvenser, kan de nye mere prisvenlige modeller nøjes med endnu mindre strøm.
Hvor X Elite processorer typisk kunne levere en tredjedel mere driftstid end tilsvarende Intel og AMD-processorer, er potentialet der til at levere endnu længere driftstid.
Lavere priser
Den mere beskedne processor debuterer allerede nu i de første enheder, såsom Asus Vivobook S 15 og Dell Inspiron, hvor den udløser en rabat på hundrede amerikanske dollar.
Det giver en pris på 899 dollar for begge enheder, hvis X Elite udstyrede pendanter koster mellem 999 og 1.100 amerikanske dollar, skriver tech-mediet The Verge.
Omsat til danske kroner bliver det priser på henholdsvis 6.040 kroner og 6.710 til 7.380 kroner før eventuel moms og afgifter.
De første Qualcomm Snapdragon X Plus maskiner får salgsdebut senere på måneden.