Hård fødsel for popup-reklamens afløser

Speciel webkode gør det muligt at vise annoncer i et nyt lag i browseren uden at åbne et nyt vindue, men kun få danske sites benytter teknikken. Samtidig afskyr brugerne det lige så meget som de popup-reklamer, som teknikken afløser. Selv ser branchen en større fremtid i videoannoncer.

Nye annoncetyper på nettet vinder langsomt frem, mens de forhadte popup-annoncer, der af sig selv åbner nye browservinduer, er på hastigt tilbagetog.

Mange web-steder har allerede valgt at boykotte popup-annoncer, og annoncetypen fik, hvad der ligner det endelige dødsstød, da Microsoft valgte at blokere for dem i den seneste udgave af browseren Internet Explorer.

Ifølge tyske Adtech, der leverer annonceteknologi til en række store danske medier, har det betydet, at 49 procent af alle popup-annoncer i dag blokeres og derfor aldrig vises til brugeren.

Dynamisk HTML

Afløseren har dog længe været på plads.

Med dynamisk HTML - den kode, der skaber en webside - er det nemlig muligt at lave flere lag på en webside, så annoncer fortsat står oven på den eksisterende tekst uden at åbne et nyt browservindue.

Teknikken er på engelsk kendt som layers, men hos Foreningen af Danske Internetmedier (FDIM) er indtrykket, at kun få danske sites gør brug af mulighederne i det nye format.

- Der vil komme layers, men ikke noget, der kommer til at ligge og irritere for meget. Der vil udvikle sig diskrete måder at bruge det på. Det er ikke sådan, at man finder på noget lige så slemt, fordi popup-reklamer nu blokeres, siger Jon Lund, direktør for FDIM.

Avancerede reklamer

Med DHTML og layers er det muligt at lave meget avancerede annoncer, som eksempelvis figurer, der flyver ind og ud af skærmen eller videoklip, der afspilles henover teksten.

Adtech har allerede udviklet en løsning, der opdager eventuelle popup-blokeringer og i stedet viser annoncen som DHTML.

Internetportalen Jubii er et af de danske selskaber, der har taget teknikken til sig, og her blev mange annoncer konverteret til DHTML, da popup-reklamer blev droppet for mere end et år siden.

- DHTML er ikke lige så effektivt som popup-reklamer, det er der ingen tvivl om. Men DHTML giver gode reklamer, for du kan lave en masse kreative løsninger, som du ikke kan med popup, siger Peter Lundsgaard, administrerende direktør for Jubii.

Irriterede brugere

Han mener, at de nye reklametyper er langt mindre irriterende end popup-reklamer, fordi de åbnes i et og samme browservindue.

- Der er meget stor forskel, for hvis du forestiller dig en traditionel popup- eller popunder-reklamer, så ligger den der stadig, når du lukker dit browservindue, siger Peter Lundsgaard.

Jubii har samtidig sat en grænse på 20 kilobyte for bannerreklamerne, så de ikke kræver alt for mange ressourcer og på den måde irriterer brugerne.

En ny undersøgelse med 2.500 deltagere fra mediebureauet OMD Digital viser dog, at brugerne finder det nye reklameformat lige så irriterende, som de popup-reklamer det afløser.

Bureauet advarer om, at det kunne føre til en ny boykot fra store websteder og opfordrer derfor til at bruge formatet ansvarligt.

Balancegang

Jon Lund fra FDIM mener, at det er en balance, som danske web-steder er meget opmærksom på.

- Folk er på hjemmesiden med et formål, og det formål er sjældent at se reklamer. Omvendt skal reklamerne bemærkes, og det er den grænse, man prøver at finde, siger han.

I sidste ende handler reklamer om indtægter. Indtægter, som skal finansiere indholdet på de mange danske web-steder, hvor man endnu mangler at finde en succesfuld forretningsmodel, der inkluderer betaling.

Og her tror hverken Jon Lund fra FDIM eller Peter Lundsgaard fra Jubii, at DHTML-annoncer giver det helt store indtjeningspotentiale.

Tror på videoannoncer

De sætter i stedet deres lid til målrettede tekstreklamer og videoannoncer, som allerede er begyndt at vinde indpas på danske hjemmesider.

- Pengene skal fremover tjenes på videobannere, for erfaringerne fra det seneste års tid er fantastiske. Folk forstår budskabet på en helt anden måde, end hvis det er et traditionelt banner, siger Jon Lund.

Samtidig erkender han, at branchen med popup-reklamens død er gået glip af et meget effektivt værktøj.

Ifølge FDIM omsatte danske internetmedier i tredje kvartal 2004 for omkring 77 millioner kroner.

En europæisk undersøgelse fra firmaet Nielsen/Netratings viste i sidste uge, at antallet af reklamer på internettet i 2004 voksede med 26 procent i Danmark, en smule over det europæiske gennemsnit.

FDIM afholder torsdag aften Internet Award Show 2005 på spillestedet Vega i København. Her kåres de bedste danske netannoncer i 2004.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere