Gamer-orienterede headsets plejer at være noget som er pakket godt ind i farver og blinkende LED-lys.
Lige bortset fra størrelsen på det lukkede Turtle Beach Stealth Pro over-ear headset, er der dog ikke meget, der indikerer gamer-æstetik.
Efter at have prøvet det et par uger, er dommen da også, at det er fint til gaming, men mindst lige så godt til en række andre formål.
Det er med den optik, det skal tilgås i min bog.
Kvalitetsmaterialer
Når man fremstiller gaming udstyr i den bedste klasse, kan man ikke slippe afsted med lavbudget løsninger.
Hvor en skærm kræver et godt panel, kræver et gaming headset god lyd, god komfort og samtidig være let at betjene i blinde.
Men alt godt kommer med en pris, og her lander vi på 2.599 kroner. Altså som et godt trådløst headset til musik eller high-end til kontorbrug.
Men til de penge får du også meget kvalitet, særligt hvad angår materialer, som her er ret lækre.
Der er ikke tale om metal hele vejen igennem, men plast af høj kvalitet og en kraftig aluminiumshovedbøjle med god polstring.
Ørepuderne er tykke og bløde, og knapperne virker gedigne. Dertil medfølger to batterier, så du hele tiden kan lade på det ene, mens du bruger det andet.
Oplader og trådløs sender
Der medfølger en ladestation til batterierne, der kan tages ud af den ene ørekop.
På samme side kan du dreje hele pladen på høretelefonen, og derved skrue op eller ned for lydstyrken.
Dette gøres i meget små trin, så du let kan justere niveauet til det, du præcist ønsker. God detalje.
Den anden ørekop har stor knap til at tænde eller slukke for mikrofonen. Hele anordningen kan i øvrigt pilles af, hvis du ikke skal konversere.
Ladestationen kan i øvrigt fungere som trådløs sender/modtager, hvis du ikke benytter bluetooth direkte.
Ladestationen dublerer som wi-fi sender, så du sikres en solid trådløs forbindelse.
Batteritiden for hvert batteri er opgivet til minimum 12 timer. Jeg fik godt syv timer på et. Det er heldigvis alt rigeligt, når du har et ekstra batteri du kan holde friskt hele tiden.
Der er indbygget støjreduktion, der bestemt ikke er den mest sofistikerede i forhold til justeringer.
Men til at holde larm ud på kontoret og omgivelser generelt gør den det godt. Dertil er der jo tale om en lukket konstruktion, der i sig selv giver en god lyddæmpning.
Omsluttende men komfortabel
Som sagt opleves Stealth Pro ikke som en stor, tung hovedtelefon på hovedet. Men de store bløde ørepuder kan mærkes. Især på varme dage bliver de lige lovligt lune.
Det er noget, de fleste ørepuder gør i varmt vejr. Men her har jeg oplevet bedre materialer.
Lydmæssigt kan jeg også finde bedre alternativer, hvis vi taler musiklytning. Der er en neutral gengivelse med fine nuancer og en god solid bas.
Det sidste er ikke overraskende, da der er en 50 mm stor driver i hver ørekop. Normalt regner man med at 40 mm er stort. Så der kan flyttes godt med luft mod dine ører.
Lydbilledet kan samtidig justeres og indstilles godt via medfølgende app.
Men uanset hvor meget du justerer, opnår du aldrig den helt gennemsigtige lyd du får fra prismæssigt tilsvarende headset der primært er lavet til musiklytning.
Tale går fint igennem i begge ender. Her er den indbyggede mikrofon bestemt en fordel, når der tales meget.
For selvom du kan bruge dem med bluetooth på farten sammen med din smartphone, så er de lavet til at blive brug foran skærmen hjemme, og her kan du med fordel benytte dem via wi-fi.
Fin 3-i-1 løsning
Så Stealth Pro er ikke det bedste på noget bestemt punkt, men gør det over gennemsnittet generelt. Og deri ligger deres force og berettigelse.
Jeg ser dem som et værdigt alternativ til de mere specialiserede modeller fra hi-fi producenter og dem, der er lavet til rent kontorbrug.
Skulle du samtidig have hang til gaming håndterer de naturligvis også det, for her er punktformighed og præcision meget tydeligt prioriteret.
Det er let at høre hvor alting er, i for eksempel et first person shooter spil.
Prisen er i den høje ende, men til gengæld får du meget for pengene, hvis du har flere behov som beskrevet herover. Derfor lander jeg på fire stjerner.