Easyjets grundlægger, Stelios Haji-Ioannou, lancerer tirsdag i næste uge mobilselskabet Easymobile, der er den nyeste entreprise i Easykoncernens lavpris-portefølje.
Planen blev allerede lagt frem i februar, hvor Stelios Haji-Ioannou udtalte, at han agtede at stort set kopiere Telmores forretningsstrategi i det nye selskab.
TDC får nye muligheder
TDC er med som Stelios Haji-Ioannous partner og rykker dermed ind på det stort set uopdyrkede marked for discounttelefoni i Storbritannien, hvor de to parter hånd i hånd skal se, om de kan få en god forretning op at stå.
Det skal ske med Easy-brandet, der er kendt og gennemarbejdet, og TDC, der har vid og bred telefonekspertise og som for tiden har mindre gode muligheder for ellers at markere sig på det europæiske marked.
Stelios Haji-Ioannou har længe fulgt skandinaviske lavprisselskaber, især Telmore, og regner med at kunne tilbyde mobiltelefoni og SMS services til omtrent halv pris. Det sker gennem opkøb af millioner af taletidsminutter hos netværksoperatørerne.
Easymobile vil følge den såkaldte skandinaviske model, hvor discountselskaber markedsfører sig aggressivt på lave standardpriser uden skjulte forhøjelser og internetbaseret service.
Easymobile er det seneste i rækken af mobiloperatører i England, der ejes af flyselskaber, og luften svirrer allerede nu af priskrigs-forventning.
Richard Branson, grundlægger af Virgin Records, og senere Virgin Airlines, siger, at Easyjets indtræden på mobilmarkedet kommer "for sent" og at der ikke er brug for Stelios? planer". Branson lancerede i 1999 Virgin Mobile.